Bordet er dækket til ballet

Royal Copenhagens årlige juleborde er dækket – se billederne her!

De seks balletdansere fra Den Kongelige Ballet, der har dækket årets juleborde for Royal Copenhagen.

Royal Copenhagen inviterer for 54. gang indenfor til årets juleborde. Det sker i deres Flagship Store på Amagertorv i København fra den 17. november til den 31. december.

I år er Royal Copenhagens juleborde dækket af seks af Den Kongelige Ballets ypperligste dansere.

Royal Copenhagen og Den Kongelige Ballet har stærke fælles referencer. Ikke blot fordi deres historie går lige langt tilbage, men i høj grad også fordi kunsten, æstetikken og den evige balance mellem det nyskabende og det traditionsbundne var og fortsat er et fælles vilkår.

”Det er ikke første gang Royal Copenhagen samarbejder med Den Kongelige Ballet om at kreere de traditionsrige juleborde - og det bliver sikkert heller ikke sidste gang. Vi er to veletablerede institutioner i det danske kulturlandskab, som har et stærkt værdifællesskab, hvor håndværk og præcision er kardinalpunkter,” fortæller Royal Copenhagens kreative direktør Niels Bastrup i en pressemeddelelse. 

Årets kreative borddækkere, der alle har høstet bifald på nationalscenen, og som har kastet glans over dansen på de største scener i verdens metropoler er solodanserne Alban Lendorf og Ida Praetorius, solisterne Andreas Kaas og Femke Mølbach Slot, tidligere solodanser Kristoffer Sakurai samt instruktør, tidligere danser og leder af balletskolen Anne Marie Vessel Schlüter. Alle giver de deres personlige fortolkning af et julebord – det bord, der skal samle netop de mennesker, som står deres hjerter nærmest.

Inspirationskilderne til de seks juleborde er mange. Her er selvfølgelig referencer til ballettens verden, til Nøddeknækkeren eller svanen – den hvide og den sorte – til scenerummets gyldne magi eller musikkens favnende urkraft. Men her er også ledetråde til barndommens traditionelle jul, og til den jul som man stadig drømmer om at realisere. Hver danser har lagt alle kreative kræfter i tilblivelsen af et inspirerende bord, som udtrykker personlighed og materialiserer deres ultimative juledrøm. 

De seks balletdansere og deres borde:

Vrangsider af Alban Lendorf:

”Vi vil gerne ramme sanserne og udfordre traditionerne, sætte smerten til skue og vise vrangsiden af det perfekte. Resultatet er et dekonstrueret juleunivers,” forklarer Alban Lendorf, som har inviteret bedstevennerne, scenografen Simon Witzansky, balletdanseren Benjamin Buza, broderen og tømrermester Willum Lendorf-Thim og komponisten Andreas Bernitt, med inden for i den kreative proces i et forsøg på at illustrere, at det perfekte altid spejler det uperfekte og smertefulde – også indenfor balletten.  

I fællesskab har de fem venner skabt et råt og upoleret univers. Albans bror Willum har hentet en gigantisk træstub i skoven, som understøtter en knækket marmorplade. Her er der dækket op med Helblonde i en rustik rågods-udgave dekoreret med Benjamin Buzas ekspressive digte. Scenen sættes af Simon Witzanskys unikke scenografi og Andreas Bernitts stemningsmættede musik, mens et foruroligende regi bestående af en spejlpyramide, en balletbarre, musselmalede vægge og porcelæn med dødningehoveder udfordrer pænheden. Traditioner veksles til frihed, og det bliver evident, at alt har en pris – det koster blod, sved og tårer at nå frem til perfektionen.  

The Afterparty af Ida Praetorius:

”Jeg vil skabe en hyldest til kærligheden, til både kunstarten og sammenholdet. Tanken er, at der altid skal være plads til flere omkring mit bord, for efter en veloverstået premiere har vi alle brug for at reflektere og dele stort og småt, som kun vi på scenen kender til,” fortæller Ida, der har skabt et varmt univers i krydsfeltet mellem Hviids Vinstue, hvor danserne ofte ender i december, og en eventyrlig og magisk bar i New York.

Det er de dybe og intense juvelfarver, der tegner Idas juleunivers, som centrerer sig om et bronzeret spejlbord, dækket med det sofistikerede Musselmalet Helblonde Purpur og Musselmalet Halvblonde, masser af farvemættede drikkeglas og service til mange små retter, som gæsterne kan nippe til. En lang bænk giver mulighed for at rykke sammen, mens komfortable stole og ekstra skamler står parat så vennerne kan støde til efter en vandretur over det julepyntede Kongens Nytorv i København. Stemningen er dramatisk og intens som en krydret gløgg, serveret en stjerneklar decemberaften. Det uformelle forenes med det teatralske, og julemagi opstår.

Et øjebliks nærvær af Andreas Kaas:

”Jeg er balletdanser, men jeg er også Andreas, 24 år, og mit julebord skal spejle både danseren og den unge mand,” insisterer Andreas Kaas, der har valgt at dække et bord, som sagtens kunne have stået i hans egen lejlighed. Her ville han på en sjælden fridag samle en flok gode venner til frokost – et drømmescenarie i en travl julemåned, hvor Nøddeknækkeren spiller næsten hver aften.    Universet er urbant og uhøjtideligt. Møblerne er blandede og stykket sammen i en ungdommelig collage hjemme hos Andreas. Sådan er det også med hans julefrokostbord: et enkelt plankebord med farverige skamler og stole af den slags, man med lidt snilde selv kan fremstille eller klunse sig til. På væggen en plakat fra en af Andreas’ første forestillinger: Nøddeknækkeren i 2001. På modsatte side en spejlvæg, der udvider verden og en balletbarre, der sætter sine grænser. Borddækningen er lige så fragmentarisk som indretningen: en skøn blanding af Blå Riflet og Riflet Signatur, der meget symbolsk står for den evige søgen efter fornyelse samt Hvid og Blå Elements, der på ungdommelig vis tager traditionen et nyt sted hen.  

Nøddeknækkerens juleeventyrlige bord af Anne Marie Vessel Schlüter:

”Det kunne ikke være andre end Nøddeknækkeren, der fik hovedrollen på mit julebord. Det var Bjørn Wiinblad, der kreerede alle kostumerne, og det er netop hans fabulerende og finurlige univers, jeg har ladet mig inspirere af,” fortæller Anne Marie Vessel Schlüter, der som ung balletdanser havde Claras parti i balletmester Flemming Flindts opsætning af juleballetten over dem alle: Nøddeknækkeren.   Anne Maries julebord stråler i dybrøde farver. Det er dækket op med stellet Stjerne Riflet Jul, som er rigt dekoreret med alle de julemotiver, der kendetegner den traditionelle jul, som Anne Marie sætter så højt. Helt centralt på julebordet står Anne Maries private Nøddeknækker. Wiinblads originale kostumer og et gulv dækket af nødder fuldender billedet af den eventyrlige jul, som kendetegnede Anne Maries barndom, og som hun stadig holder fast i.

Den hyggelige træfigur står hendes hjerte nær – ikke mindst, fordi det var hendes reservefar, Holger Oesten, som var snedker på Det Kongelige Teater, der har snittet den.

All That Jazz and Love af Femke Mølbach Slot:

“Come Fly Away With Me!” Sådan lyder opfordringen fra Femke, der med sit julebord har skabt en hyldest til 1940’ernes sort-hvide filmglamour, kærligheden og sin kæreste jazzmusikeren Chris Minh Doky. ”Vi har grebet momentet i vores decembertravle tourkalender og fundet tid til en date night i et helt særligt univers, der hylder kærligheden og tosomheden”, fortæller Femke.

Det er sent på aftenen, musikken er gået hjem, og der er dækket op til to i jazzklubben. Flyglet står i hjørnet, der er tyk velour på gulvet, over stoleryggen hænger den hvide ræv. Champagnen bobler i glassene, natmaden er bestilt, og der er dækket op med det poetiske og romantiske blomsterstel Flora. Scenen er sat og overladt til en diva. Stemningen er eklektisk og glamourøs. Stemningsfuldt lys falder blødt på tunge, gyldne tekstiler og bløde loungemøbler. Luften er ladet med associationer til Broadway, Sinatra, The Sands, Hollywood, gentlemen i smoking og laksko, en løsnet butterfly og kvinder iklædt lange rober og tårnhøje stilletter.  

Drømmebord mellem to kulturer af Kristoffer Sakurai:

”En drøm bliver realiseret med julebordet, hvor jeg forener dansen, kunsten og modens verden – og viser hvem jeg er,” lyder det fra Kristoffer Sakurai, der er født den 24. december og derfor har et helt specielt forhold til julen.

Kristoffer, der har rødder i både Danmark og Japan, har valgt at skabe et bord, der favner begge kulturer – et bord, som for ham udgør den perfekte ramme for hans drøm om det ultimative selskab. Universet er lyst og æterisk, og der er en elegant leg med kontraster mellem det maskuline og feminine, det raffinerede og robuste, naturen og kulturen. Det store marmorbord og de mange sølvstager får taktilt modspil af hørservietter, origamitraner og et grågrønt cedertræ. Der er dækket op med Hvid Riflet, dekoreret med Kristoffers japanske familiemonogram, og valget er faldet på dette stel, da dets rene æstetik afspejler flerkulturelle aspekter.  

Det elegante univers er holdt i en grå tone i tone palet, der signalerer en zen-inspireret og meditativ ro med plads til fordybelse og kærlighed. Med reference til Alexandre Dumas’ roman Kameliadamen har Kristoffer dækket op til blandt andre sin mand, sin afdøde far samt balletmester Henning Kronstam og Kristoffers tidligere ballet coach og gode ven Ingrid Glindeman – mennesker, der har haft en afgørende betydning for hans liv.

Julebordene kan opleves i Royal Copenhagens Flagshipstore frem til den 31. december.

www.royalcopenhagen.com

Relateret indhold

19.04.2024Designbase.dk

Virksomheder står alene med udfordrede lærlinge

19.04.2024Designbase.dk

Gratis klimarapportering er nu standard for store events i Bella Center

18.04.2024Designbase.dk

Ny ungdomsuddannelse kan skaffe flere unge til erhvervsuddannelserne

17.04.2024Designbase.dk

Engros- og detailhandlen lægger an til blød landing

17.04.2024Designbase.dk

Færre konkurser i Danmark, mens Sverige stadig er ramt

17.04.2024Designbase.dk

ESG skal være nemt for SMV’er

16.04.2024Witt

Sponseret

Witt A/S overtager distributionen af Aiper kabelfri poolrobotter i Norden

16.04.2024Designbase.dk

Nyt regnskab fra Bygma Gruppen:  Investeringer trods et udfordrende marked

Hold dig opdateret med designbase.dk

Bliv en del af design- og interiørbranchens eksklusive fællesskab. Få indsigt i de nyeste produkter, trends og tendenser, spændende interviews, temaer, unikke jobtilbud og spændende events.

Se flere temaer

Events

Se alle

Copyright 2023