Add this: 

LEDELSE & DRIFT

Brancheprofilen: 3daysofdesign er en stor, åben dør til et globalt fællesskab…

Den 24.-26. maj transformeres København til et sandt designmekka med udstillinger, åbne show-​rooms, kreative værksteder, talks og masser af design, når eventen 3daysofdesign løber af stablen. Det hele startede tilbage i 2010 som et mindre event i Pakhus 48, men i dag spænder udstillerne og aktiviteterne på tværs af København og henover 3 intensive dage. Vi har taget en snak med direktør Signe Byrdal Terenziani.
Af Sara Skovgaard Munk | 15. maj 2018 |
Signe Byrdal Terenziani.

Kan du kort beskrive dit arbejde, og hvad der er det bedste ved dit job?

Udover mange ekstremt lavpraktiske opgaver, som at koordinere presseevents, planlægge busruter og bestille cateringservice, ja så består mit job i at være en slags strategisk bygherre, der skaber synergi, forener udstillerne, og samtidig bringer det bedste frem hos den enkelte. 

Ofte må jeg udfordre udstillerne til at tænke lidt mere utraditionelt i formidlingen af dem som brand og deres produkter. Det handler om at fortælle de gode historier om og bag produkterne. 

Jeg brænder for godt samarbejde, kreativitet – og elsker at arbejde med en bred vifte af folk, der hver især har noget på hjertet – fra producenten, kunsthåndværkeren og designeren, der kreerer sine værker - til ambassadøren, der stolt viser det bedste frem fra lige netop sin verdensdel. 

Det bedste er at opleve begejstringen hos udstillerne, når de ser, at det rent faktisk virker. 

Hvad er det, der er særligt ved 3daysofdesign?

Udover selvfølgelig at ville styrke branchen, skabe mersalg osv., står vi fast på vores værdier.

Vi ved alle, at vi bliver gladere af at omgive os med smukke ting og møbler.  Men vi har også brug for, at vores verden bliver vendt på hovedet og set med nye øjne. Hertil er designernes skøre indfald og deres ofte finurlige blik på det, vi omgiver os med perfekte. Og det er den arv og de historier, som branchen nu videregiver på smukkeste vis via 3daysofdesign.

Der kommer flere og flere udstillere og events på programmet, hvad er det I gør rigtigt?

Jeg tror, det handler om den pionerånd, der kendetegner 3daysofdesign. Vi fejrer det og vores designarv. Ikke mindst fejrer vi også, at vi kan dele ud af det og åbne op til andre. For 3daysofdesign er også et vindue til verden, ja det er mere end det, det er en stor, åben dør til et globalt fællesskab. Et fællesskab, der handler om at tage vare på os selv og hinanden ved at gøre vores omgivelser smukkere, mere kreative og fantasifulde.

Derfor er 3daysofdesign så glade for, at så mange udstillere, gæster og presse – alle danske som internationale tager del i vores fejring. 

Samtidig ønsker vi at værne om kvaliteten og det gode håndværk. Vi er derfor en kurateret event, og siger for eksempel ofte nej til kopister.

I har et ret omfattende program, hvad må man absolut ikke gå glip af under 3daysofdesign?

Hmm, jeg vil nødigt fremhæve nogen fremfor andre. Kast jer ud i det. Der er noget for enhver smag, når det handler om smukt, godt design.

Om Signe Byrdal Terenziani

Stilling: 
Direktør for 3daysofdesign
 
Uddannelse: 
Cand.merc int. (Intercultural Business and Communication Management)
 
Tidligere jobs: 
Marketing Manager – Montana
Senior Communication Advisor – Generalkonsulatet i Milano 
Marketing Manager – Luceplan
PR & Event Manager – Bang & Olufsen
Global Campaign Manager - LEGO

Anbefalede showrooms