Send til en ven
| Kommentér
| Print
| Tilbage
Elgiganten har haft vækst i omsætningen i alle årene siden starten i 1996, og man har formået at udbrede konceptet til hele landet gennem et klogt miks af nyåbninger og opkøb. I dag er Elgiganten helt klart den førende aktør inden for hvidevarer og forbrugerelektronik med 28 varehuse og ca. 1.000 medarbejdere. Og trods nogle dyre år med mange nyåbninger, formår Elgiganten igen at tjene penge i et marked, som mange ellers forbinder med meget knappe profitmarginer. Det er en priskomite bestående af Henrik Aaen, der vandt prisen sidste år for H&M, adm. direktør i Irma, Alfred Josefsen, adm. direktør i Dansk Erhverv, Jens Klarskov, country manager i Steen & Strøm, Søren Brogaard, adm. direktør i Panduro Hobby, Thomas Panduro, lektor Niels Kornum fra CBS og journalist Linda Overgaard fra Berlingske Tidende, der i år har peget på Elgiganten. Prisen består, udover æren, af en 40 cm høj islandsk falk, modelleret på Den Kongelige Porcelainsfabrik i 1914 og dekoreret af den særdeles nutidige kunstner Rikke Raben. Prisoverrækkelsen, der foregik hos Berlingske Tidende den 4. marts, bød også på en anerkendelse til den kraftigt ekspanderende bagerikæde, Lagkagehuset. Kæden blev kåret til årets Upcoming Retailer – denne pris gives til en lovende, fremadstormende ny aktør i den danske detailhandel. Helt ny er Lagkagehuset dog ikke, for faktisk har det kendte bageri ligget på Christianshavn i snart 20 år, men for to år siden fusionerede Lagkagehuset med et jysk bageri, og siden er det gået rigtig stærkt med ekspansionen i både Københavnsområdet og i Jylland.