Send til en ven
| Kommentér
| Print
| Tilbage
En gang om året bliver der nedsat et dommerpanel til at udvælge de mest interessante bud på nye grafiske identiteter. I år løb Holmegaard med den anerkendte pris i kategorien Distinction for arbejdet med Holmegaards revitalisering. Rebrand giver brands mulighed for at præsentere deres visuelle transformationer, og den årlige konkurrence er den mest anerkendte inden for brand repositionering med eksempler fra hele verden. I foråret 2008 overtog designvirksomheden Rosendahl glasbrandet Holmegaard. Siden da har den kongelige hofleverandør været igennem en revitalisering og fået nyt udtryk. Holmegaards nye udtryk omfatter ændring af logo, lysere farver, ny typografi og et svanemærke, der skal fortælle, at 98 procent af alt Holmegaard glas er mundblæst. En klar konkurrencemæssig fordel, der distancerer Holmegaard fra andre glasleverandører. Det gamle logo var tidligere lukket inde i en rød boks. Den blev åbnet og i stedet benytter man en tynd, rød linje, der skal understege den røde tråd til glasværkets lange historie. Gyldne og lyse farver erstatter den tunge røde farve, der tidligere prægede det grafiske udtryk. Produktet fremstår nu mere tydeligt og bliver det vigtigste element i det grafiske udtryk.
”Et Holmegaard produkt skal være et funktionelt midtpunkt, der indbyder til at blive brugt hver dag,” siger Lesia M. Zuk, kreativ direktør for Holmegaard.