CPHome er tilbage
DRIFT OG LEDELSE. Efter en lille pause vender CPHome – fagmesse for design, gaver og brugskunst - tilbage med en god portion optimisme til det nye år. Det sker i Bella Center den 9. -11. januar 2010.
Send til en ven | Kommentér | Print | Tilbage
Når champagnen er drukket og den sidste bordbombe sprunget, er det tid til årets første messe i Bella Center. Fagmessen CPHome spreder optimisme i det nye år med masser af friske forårstrends indenfor design og brugskunst.Det sker fra den 9. – 11. januar 2010 i Bella Center, hvor indkøbere kan give konkurrenterne baghjul ved at være først med de seneste nyheder.
”Sidste år måtte vi aflyse messen ganske enkelt fordi, der ikke var tilslutning nok blandt udstillerne”, lyder det fra projektleder Hanne Fritzböger Rau, Newfair.
Og hun er ikke i tvivl om, at finanskrisen havde skylden.
”Når udstillerne skal vælge, er de naturligt nok nødt til at vælge de store og sikre messer. Men samtidig har vi fået mange tilkendegivelser af, at de savner CPHome, for hos os oplever de et andet publikum end på de store messer, og det har de savnet”.
Således ser udstilleropbakningen allerede nu bedre ud denne gang, og Hanne Fritzböger Rau er godt tilfreds, hvis man når op på mellem 50-80 udstillere.
Som på de foregående CPHome messer vil er det primært danske udstillere af alt til boligen, og denne gang fortæller Hanne Fritzböger Rau vil der desuden være flere udstillere af elektroniske gadgets til hjemmet.
”Netop det område tror vi på, vil brede sig til brugskunstforretningerne”.
Således har Hanne Fritzböger Rau såvel forhåbninger som formodninger om et pænt udstillerantal, der vil gøre det muligt at genskabe den lille kvalitetsmesse som CPHome er.
På besøgssiden har ikke mindst de svenske butikker, der trods alt udgør godt en tredjedel af de besøgende på CPHome, klart tilkendegivet, at de savner messen, og ser frem til at den genopstår.
Sweet Sin og Soft Metal
Og de nye forårstendenser byder på alt fra ’Sweet Sin’ til ’Soft Metal’ med både delikat romantik og metalliske overflader og masser af plads til at synde i hjemmet:
”Selv om branchen faktisk har det OK nu, er der ingen tvivl om, at vi efter finanskrisen vil blive ramt af tømmermænd, der giver sig udtryk i, at vi skal fremstå kontrollerede og hårdtarbejdende, når vi er udenfor hjemmets fire vægge. Men indenfor husets fire vægge vil vi have lov til at ”synde”. Det gælder på interiørsiden og det gælder ting som hjemmebiografer og køkkenudstyr, og derfor vil udsmykning af hjemmet stadig være i højsædet”, siger projektleder Hanne Fritzböger Rau, Newfair.
CPHome er placeret i Hal H ved Bella Centers Indgang Øst – lige ved metroen.
