INTERIØR- OG BRUGSKUNSTBRANCHEN

Dato:
www.designbase.dk/kokken

Stelton fylder 50: En skandinavisk designfilosofi i et innovativt miljø

KØKKEN. Når Stelton i år fylder 50, sker det i en revitaliseret form, hvor innovation og nytænkning er kodeordene. Således har modeikonet Paul Smith genfortolket Arne Jacobsens klassiker, Cylinda-Line, ligesom der skabes en bog om Stelton, som gives til medarbejderne hos Steltons forhandlere. ”Det skal ikke bare være en fest for de få men for de mange”, siger Michael Ring.

Af Pia Finne

Send til en ven | Kommentér | Print | Tilbage

"Vi vil være et innovativt brand designhus baseret på den skandinaviske designfilosofi, og vi vil være et sted, hvor de bedste designere fra hele verden ønsker at arbejde”. Sådan lød visionen, da Michael Ring overtog Stelton for godt seks år siden.

2010 er året, hvor Stelton runder de 50 og samtidig året, hvor Michael Rings vision kommer til live: Den verdenskendte modedesigner Paul Smith har nemlig haft fingrene i Arne Jacobsens designikon, Cylinda-Line og dels bygget videre på designet og dels skabt nye dele til den serie, der for alvor satte danske Stelton på designets verdenskort.

Vi sidder i Steltons showroom i den smukke gamle bygning ud til Christianshavns Kanal. Her oser af atmosfære, og man ligefrem fornemmer den gamle husdesigner, Arne Jacobsens tilstedeværelse i rummene.

Men selv om der er stor respekt for den danske designer og hele den skandinaviske designtradition, handler det ikke om næsegrus ærefrygt, for en anden af Michael Rings visioner, da han overtog Stelton, var nemlig også, at Stelton igen skulle være trendsættende og forud for sin tid.

”Vil man være innovativ, må man turde gå foran og tage de første skridt”, er hans holdning. Det betyder, at man må tænke ud ad boksen, se nye muligheder og hele tiden udvikle. Og Michael Ring rystede heller ikke et øjeblik på hånden, da modeskaberen Paul Smith skulle tage de gamle designikoner under kærlig behandling.

”For godt halvandet år siden sendte jeg Cylinda-Lines ”Manhatten-billede” til fem ”designer rockstars” med en personlig besked om, om de kunne tænke sig at være med til at skabe de næste 50 års designikoner i samarbejde med Stelton. Fire svarede positivt tilbage, bl.a. Paul Smith, hvis på én gang skæve, tvistede men alligevel enkle tankegang falder helt i tråd med Steltons”, fortæller Michael Ring, der selv har stået for samarbejdet med Paul Smith.

”Jeg har været ovre hos ham i England nogle gange, og vi har brugt meget tid på at diskutere såvel farver som formgivning”, fortæller Michael Ring. Og det bliver ikke striber!

Og Michael Ring fortæller en sjov historie: Da han havde fået kontakt til Paul Smith, fortalte modeskaberen, at hans yndlingsgave at give venner og familie, når de skal have en fin gave, er Arne Jacobsens skål, stempelkande og flødekande! Og så er cirklen jo sluttet……..

Således har Paul Smith redesignet Cylinda-Lines barsæt i en sort udgave med indgraverede statements som: ”Take pleasure seriously”, ”Life is not about short hours or long hours – it’s about every hour” eller “Stop taking life seriously”.

Ydermere er indgraveret: Paul Smith gives new life to 50 years of Arne Jacobsen Cylinda-Line.

Filur på den gode måde

Michael Ring kalder Paul Smith for en filur på den gode måde.

”Han er anderledes og skæv, han ser tingene lidt fra siden, og han har et glimt i øjet og et smil på læben”.

I øvrigt fortæller Michael Ring, at det sorte stål er en hel videnskab for sig selv.

”Faktisk er stålet først bombarderet med sorte protoner, der efterfølgende bager ind i stålet for at skabe farven. Det nytter jo ikke, at farven kan skrabes af efter et stykke tid”, siger han.

Arne Jacobsens kaffe- og tekander har også fået et Paul Smith fingeraftryk. Som det sorte barsæt sælges kaffe- og tekanden nemlig kun i en ”Limited Edition” i 2010 med hanke farvesat af modeskaberen.

Hvad der derimod bliver en ny fast bestanddel af Cylinda-Line serien, bliver en serie skåle i varierende størrelser. Med udgangspunkt i Arne Jacobsens sukkerskål og i salatskålens form er der således skabt en serie skåle med henholdsvis emaljerede låg og indvendig emalje i skønne Paul Smith farveserier; blå, grønne, røde, grå, pastel, og lilla toner.

Skålene kan bruges på badeværelset; til smykker og småting, til snacks, til skrivebordet eller som en smuk borddekoration – kun fantasien sætter grænserne.

”Farvesammensætningerne i serierne er overraskende, og vidner klart om, at der har været en modedesigner inde over”, siger Michael Ring, der er meget glad og tilfreds med resultatet, og ikke mindst med at hans vision, fra dengang han overtog virksomheden, nu er opfyldt.

Ud over visionen formulerede Michael Ring også en mission; nemlig at Stelton skulle være første valg for forbrugere, der aktivt ønsker at højne deres livsværdi ved at købe godt design.

”Og også det, er ved at være i hus”, smiler Michael Ring.

”Vi vil have, at forbrugere, der kommer ind i en forretning, må hen til Stelton – så kan det godt være, produkterne vælges fra, for stil er forskellig, og der er forskel på f.eks. Stelton og Georg Jensen. Men vi vil være dem, de kigger på først!”

Selv beskriver Michael Ring Stelton-stilen som skandinavisk med en kant – uden at være maskulint, og så lever alle produkterne i øvrigt op til de brandværdier, der i sin tid blev nedfældet af Peter Holmberg, Steltons tidligere ejer, nemlig at Stelton skal være:

• Foran sin tid

• Funktionelt

• Danish modern (eller i dag; Skandinaviske design), når det er bedst

• Høj kvalitet

• Bedst i klassen

Hvad Stelton dog gør meget anderledes i dag end tidligere er, at man dengang arbejdede med husdesignere. Først Arne Jacobsen og siden Erik Magnussen.

”Vi vil gerne have mulighed for at arbejde med mange af verdens dygtigste designere, og derfor har vi valgt udelukkende at arbejde med eksterne designere. Designerne skal med andre ord føle sig sikre på, at deres ideer ikke bliver misbrugt, når de kommer ind i huset!”, er Michael Rings klare holdning.

Fødselsdag for alle

Helt i Steltons ånd har Michael Ring besluttet, at Steltons 50 års fødselsdag også skal komme de ansatte i butikkerne til gode. Således er man netop nu i færd med at skabe en bog om Steltons historie, som gives til alle ansatte og indehavere i forhandlerforretningerne.

Samtidig har man valgt at lave en udstilling, der skal præsenteres hos Steltons største kunder verden over. Det være sig Illums Bolighus i København, Gallerie Lafayette i Paris, KDW i Berlin, Selfridges i London og NK i Stockholm og Göteborg med bl.a. en cylinderformet installation, der hænger ned fra loftet, bestående af 600 termokander!

”Vi kunne have lavet en udstilling for de få på Kunstindustrimuseet i København, men vi valgte i stedet, at skabe en udstilling for de mange og lade den vise i stormagasinerne verden over”, siger Michael Ring. Og at det netop blev cylinderen, der er det gennemgående tema i udstillingen, er absolut ingen tilfældighed.

”Luk øjnene og tænk på Stelton – så dukker cylinderformen op for det indre blik”, siger Michael Ring med et smil.

Superprofessionel branche

Michael Ring mener, den danske designbranche har uroligt mange talenter at byde på. Han tilskriver det, at de har ”fået lov” at vokse sig store, og i og med at konkurrencen netop på grund af de mange designvirksomheder er så benhård, må designerne være endnu bedre end deres kollegaer. Det skaber godt design.

”Samtidig har vi en super professionel kædestruktur i Danmark, mere professionel end jeg har set den nogen andre steder. De to elementer i kombination skaber en perfekt markedsplads, hvor alle hele tiden er oppe på tæerne. For mange år siden var det Stelton, der førte an, de seneste 10 år har andre været bannerførere i designbranchen, men nu er Stelton i al beskedenhed på banen igen!”

Således har man de seneste fem år 3-doblet omsætningen, og på trods af krisen, tjener man stadig penge.

”Vi har ikke nået vores budget, og vi skal løbe dobbelt så hurtigt for at tjene det samme, men vi holder fast i, at brandet ikke skal kastes i grams for kæmpestore rabatter. Faktisk har vi i stedet formået at forbedre bruttoavancen”.

Michael Ring kalder Stelton for rabatresistent, og siger, at han langt hellere vil bruge penge på såvel nye shop-systemer, på butikkerne og på markedsføringen.

”Vi investerer nu, vi skruer ikke ned for markedsføringen eller messerne og vi holder nyhedspresset, og jeg er sikker på at den investering betaler sig tilbage, når krisen vender”.

Dog ser han en tendens til, at butikkernes indkøbsmønster har ændret sig.

”De har købt så forsigtigt ind, at der op til jul faktisk var udsolgt af mange varer. Og det er ikke positivt for forbrugeren”.

Men Michael Ring tager bestemt ikke hele æren for Stelton.-succesen.

”Der er en stor arbejdstilfredshed i hele Stelton-teamet. Og klart: Det, der driver mig, er at skabe og udvikle; nye produkter og nye mennesker. Og Stelton er bestemt ikke nogen enkeltmands præstation. Det, jeg derimod gerne vil tage æren for er, at have sammensat et super team”, lyder det fra Michael Ring, og så handler det i øvrigt om hele tiden at have fokus på, hvad der kan gøres bedre.

”Det er måden, man udvikler på; og det gælder såvel virksomheden som produkterne og værdierne”.

Annonce

Skriv en kommentar

Send en e-mail til mig, når andre kommenterer dette indlæg

Horisont Gruppen a/s    Horisont Gruppen a/s | © 2010 | Center Boulevard 5 | 2300 København S
info@horisontgruppen.dk | Tlf 32473230 | Fax 32473239 | Alle artikler er beskyttet af ophavsret - læs mere her