Det personlige touch – når kunden bliver meddesigner
GAVEARTIKLER. Den moderne forbruger vil ikke bare have det samme som naboen. Hun vil kunne sætte sit personlige præg på hjemmet – ikke bare i indretningen, men også på det enkelte produkt. Den tendens afspejler sig i en række nye designs, der skaber plads til forbrugerens individuelle stil.
Af Kirsten Hansen
Send til en ven | Kommentér | Print | Tilbage
På samme måde er det i brugskunstens verden - markedet vrimler med produkter, hvor designeren har ladet kreativitetens dør stå på klem og skabt rum til, at køberen kan tilføje sit personlige touch til produktet. Le Klints Undercover lampe er et godt eksempel med sine 40 forskellige skærme, der enten kan anvendes alene eller kombineres med andre designs til endnu mere kreative udgaver – eller Louise Campbells Fiducia; fem keramikfigurer, der kan fungere som enten stage eller vase, og som kan sammensættes i utallige variationer. En serie som med Kählers egne ord ”bejler til individualiteten og skaberglæden i det enkelte menneske.”
Pernille Møller Folcarelli, designer og stylist hos trendbureauet Eckmann Alive forklarer tendensen:
- Vi lever i en tid, hvor vi gerne vil markere os med personlige statements, og det gælder også i indretningen. Det er en form for branding af os selv, så vi ikke forsvinder i massen.
Kreativitet = overskud
Men samtidigt handler det også om, at vi drømmer om at være kreative, mener man hos Eckmann Alive, for kreativitet signalerer nemlig overskud og tid, og det er i høj kurs. Kreativ kan man selvfølgelig være på mange måder, men hvis man ikke er ferm med hverken symaskine, pensel eller decoupagelim, findes der alligevel mange måder at udtrykke sin personlighed på i boligindretningen. Og designprodukterne, som levner plads til det personlige islæt, lader os vise vores kreativitet, uden dog at efterlade os på usikker grund:
- Godt nok kan vi tilsætte personlighed til produkterne, men samtidig er vi på sikker grund, fordi designeren har udstukket rammerne for os. Og det er vigtigt, for selvom vi gerne vil være individualister, går tendensen også mod fællesskabet, og disse produkter er perfekte, når vi skal signalere, at vi er en del af en gruppe, men alligevel individuelle, siger Pernille Møller Folcarelli.
Mille Fly, som er indretningsarkitekt og blandt andet kendt fra tv-programmet Fra skrot til slot, oplever også tendensen i sin dagligdag.
- Der er blevet højere til loftet, og vi må gerne lege noget mere. Det er som om, at tingene var blevet lidt for pæne og kønsløse, og disse produkter giver os mulighed for at skille os ud uden at blive for outrerede.
Hun sammenligner tendensen med modebranchen, hvor der også er sat nogle ydre rammer i form af nogle generelle tendenser, indenfor hvilke man fortolker moden og så sammensætter sit eget look.
Mille Fly oplever også, at det ikke bare er nye produkter, forbrugeren vil have, men også et bredere udvalg indenfor det enkelte produkt. Og derfor er der også sket en revolution med farverne. I dag kan vi vælge indenfor en meget bredere – og sjovere – palette, selv inden for de lidt dyrere produkter, som man ikke bare lige skifter ud:
- Vola har for eksempel lavet armaturer i chocking pink. Armaturet i sig selv er en klassiker, men at man tør lege med farverne, udstråler overskud og selvtillid. Vi tør noget mere, og vi vil have valgmuligheder, fastslår indretningsarkitekten.
Klassisk i dag, blomstret i morgen
Et af kendetegnene ved de foranderlige produkter er også, at selvom vi er til blomsterdesign på lampen i dag, kan det godt være, at vi er til det mere enkle og kontante i morgen – og dermed kan produkterne ikke bare tilpasses os som personer, men også til vores humør den enkelte dag.
- Moderne mennesker kan godt lide at springe ud og ind ad forskellige situationer. Vi er meget sammensatte og vil ikke sættes i bås. Vi kan sagtens være hende den lidt nørdede, der interesserer sig for duftgeranier den ene dag, og så være hende den cool, der har sin egen modeblog den næste, siger Pernille Møller Folcarelli.
Hun er overbevist om, at personligt design er kommet for at blive:
- Jeg er sikker på, at vi vil personliggøre tingene endnu mere i de kommende år. Det kan være med navn eller slogan printet på sofaen eller noget, der er endnu vildere. Men vi vil helt sikkert komme til at se endnu mere til tendensen.
Annonce
- Fakta
Eksempler på design, du selv kan påvirke:
• Undercover lampe fra Le Klint hvor skærmens design kan skiftes ud efter humør og sæson.
• Fiducia fra Kähler – en serie på fem figurer med hvert sit udtryk, farve og funktion, der med små magnetarme kan sættes sammen i utallige variationer.
• Personlige wallstickers fra The Wall Company – her kan du få lavet dine personlige wallstickers, f.eks. i form af din yndlingsopskrift til køkkenvæggen.
• Tetris-reolen fra Bolia – mindre moduler, der kan sammensættes, så den passer præcist til dine behov.
• FlowerWave fra D-zn – vase, som kan bruges alene eller sættes sammen i forskellige former og farvekombinationer, alt efter blomsterbukettens farve og størrelse.
• Astack fra Helgo – stabelbare lysestager i forskellige former, farver og størrelser.
• Delineo skriveramme fra NICOLAJ – billedramme, hvor man kan tegne eller skrive beskeder og dermed gøre den personlig.
