INTERIØR- OG BRUGSKUNSTBRANCHEN

Dato:
www.designbase.dk/glas

Demokratisk kultkeramik

GLAS & PORCELÆN. Kähler har netop slået dørene op til den første Flagship Store nogensinde. Den er indrettet helt i Kähler-ånden, og byder således på en tidstypisk fortolkning af keramik for folket. Fortiden møder nutiden, og der skabes et spænd med en sjældent set dynamik, når den maskuline, enkle indretning spiller op til det feminine keramik med de bløde former.

Af Pia Finne

Send til en ven | Kommentér | Print | Tilbage

”Vi vil skabe demokratiseret keramik...”

Historiens vingesus fornemmes, når man træder ind i Kählers nyåbnede Flagship Store i Århus. Her lever værkstedsånden og fortællingen om Kähler i såvel den udstillede unika keramik, som i de mange nye produkter, der på fornemmeste vis forener netop de gamle traditioner med et moderne og nutidigt udtryk. Og selve butikken og ikke mindst indretningen understreger præcis den leg med spillet mellem nutiden og datiden, som Kähler repræsenterer. Lokalet ligger råt i stilen med forskellige gulvbelægninger, der sender tankerne tilbage til de tider og de mange forskellige mennesker og fag, det har fungeret i, rå vægge ses, og selve inventaret er enkelt – alt sammen som den perfekte ramme om porcelænet, keramikken og stentøjet. Indretningen har et maskulint udtryk, produkterne er bløde, runde og feminine…..

”Egentlig havde vi ikke planlagt gulvet i forretningen så mangfoldigt, som det fremstår, men da vi fik vinylen af, stod vi pludselig med mange, mange års historie, som vi besluttede at benytte”, fortæller Frantz Longhi, der for godt et år siden købte Kähler, da den gamle, velrenommerede virksomhed gik konkurs med Holmegaard.

Og butikken i Århus er blot næste skridt på vejen til at give Kähler den opmærksomhed, brandet fortjener.

Hylderne og disken i butikken er beklædt med læder, for det handler også om, at få den rigtige lyd frem, når man arbejder med keramikken, og hylderne er i øvrigt placeret tilfældigt – der, hvor der i forvejen var huller i de gamle fliser på væggene.

Et smukt bord i børstet, olieret egetræ danner centrum i forretningen, og et specialudviklet lampesystem, der ligger på bordet, sørger for direkte og indirekte lys.

I øvrigt har Frantz Longhi fundet originale Wilhelm Lauritzen lamper fra DR til butikken og originale Charles Eames stole står om bordet.

”Det er mine egne private stole, og indrømmet; min kone var lidt træt af, at jeg ryddede hjemmet for spisebordsstole, fortæller Frantz Longhi med et smil. Men det handler om originalitet og kvalitet fra bunden! Og om en underspillet enkelthed.

På væggen hænger et stort portræt af Karl Hansen Reistrup, en af de første keramikkunstnere hos Kähler, og i et hjørne står en stor skulptur af en mand og hans arbejdshest.

”Med vores nye butik har vi skabt et Kähler-univers, hvor forbrugeren kan få den fulde oplevelse af brandet. Om de bagefter køber varerne hos os, eller i Salling, i Magasin eller hos den lokale Inspiration, er jeg i princippet ligeglad med”, forklarer Frantz Longhi, der i øvrigt mener, det er en gevinst for de butikker i lokalområdet, der sælger Kähler, at der nu er kommet en flagskibsbutik, hvor sammenhængen og ikke mindst hele sortimentet kan ses.

”Alle undersøgelser viser, at en flagskibsbutik fremmer salget i de butikker, der ligger omkring den”, lyder det.

I dag er det populære designnavne som Louise Campbell, Cecilie Manz og Jeanette List Amstrup, der har en stor del af æren for, at danskerne kender Kähler som et brand med stærk kunstnerisk identitet. Men faktisk har virksomheden siden 1839 samarbejdet med de bedste danske kunstnere og gennem årene modtaget et væld af internationale designpriser. Svend Hammershøi, Thorkild Bindesbøll er blot nogle af de personligheder, der gennem årene har tegnet Kählers profil og dermed skabt fundamentet for en af tidens største kunstneriske og kommercielle keramiksucceser.

Adm. Direktør Jesper Holst Schmidt fortæller: ”Ethvert produkt fra Kähler er ladet med en stærk håndværksmæssig og kunstnerisk identitet gennem 170 år, og med butikken har vi ønsket at invitere dem inden for bag kulissen og skabe et moderne rum for historien om Kähler, dengang og nu”.

”Vi skylder ganske enkelt vore omgivelser at fortælle historien”, fastslår Frantz Longhi, og der er ingen tvivl om, at han brænder for Kähler og keramikken.

Butikken hedder i øvrigt Kähler and friends, og det er med en klar bagtanke.

”Planen er, at vise produkter og designs fra andre designere end Kählers egne – produkter, der matcher vores, så der kan skabes en synergi”, fortæller Frantz Longhi. Og det behøver ikke være keramik. Det kan være alt fra chokolade til design i alle mulige andre former.

I butikken har man arbejdet meget for ikke at sætte keramikken op på en piedestal. ”Kählers keramik har altid været folkets keramik, og det skal røres ved, vendes og drejes, og den tankegang, synes jeg faktisk er sympatisk. Kähler har altid arbejdet med designere, der ønsker at nå ud til forbrugerne, og den ånd vil vi videreføre på respektfuld vis”.

Selvfølgelig kommer der også kunder ind i butikken, som begræder, at Kähler i dag ikke har samme udtryk som for 50 år siden, men det, mener Frantz Longhi er en helt forkert tankegang.

”Vi skal ikke repetere datiden. Vi skal videreudvikle Kähler i den tid, vi lever i”, er hans holdning. For det handler om at tilrette stilen, og dermed skabe en ny stil.

Og i øvrigt; sammenligner man Kähler fra 1930 med Kähler fra 1960 er forskellen lige så stor, som fra 1960ernes Kâhler og til i dag.

Nyåbning i en krisetid

Da Frantz Longhi købte Kähler i oktober 2008 var det midt i en krisetid. Men som han selv beskriver det, så han den lille diamant, der lå midt i konkursbo-rodet af kuratorer og advokater.

”Jeg har altid haft en passion for design, og jeg har gerne ville have en designvirksomhed ved siden af min arkitektvirksomhed - så da muligheden pludselig bød sig, slog jeg til”.

Lageret regnede Frantz Longhi med at kunne opbevare i sit hjem, indtil han kom ordentligt i gang.

”Men da der så ankom 14 lastvogne fyldt med lagervarer, måtte jeg revurdere situationen lidt”, fortæller han med et smil.

Jesper Holst Schmidt blev straks ansat som direktør, og et lager blev fundet, og Kähler fik nyt liv.

På samme vis gik det med forretningen.

Frantz Longhi beskriver det som en fodboldspiller, der pludselig står alene foran målet. Og så er man jo nødt til at skyde….

Frantz Longhi har dog også brugt mange ressourcer på Kähler i det seneste års tid, faktisk beløber investeringen sig til et to-cifret millionbeløb. Men han har ingen planer om at slå bremserne i.

”I dag arbejder vi primært med danske designere, men allerede fra den nye sæson, vil der også være keramik skabt af udenlandske designere i kollektionen”.

Og en af Frantz Longhis kæpheste er, at der findes så mange grimme ting på markedet, som kunne være smukke. Så flere frembringelser af den karakter vil vi også se fra Kähler i fremtiden.

”Keramik er et fantastisk materiale, der kan bruges til rigtig mange spændende og ganske uventede ting”.

At man også vil komme til at se nogle gamle designs i nye udgaver, udelukker Jesper Holst Schmidt og Frantz Longhi ikke.

”Men det handler om at finde en balance, for det skal harmonere i tiden, og kan vi finde nogle gamle ting, der matcher det moderne, kan vi sagtens tage det op igen”.

Det skorter ikke på designtanker og ideer, og fællesnævneren er en kunstnerisk profil.

”Vi vil skabe demokratiseret keramik, og give alle muligheden for at få et kunstværk i deres hjem. Og så vil vi naturligvis bruge butikken til at teste kundernes oplevelse af tingene. Vi vil lytte til dem, og bruge deres in-put i vores videreudvikling af brandet. For ingen tvivl om det: Kähler tror på fremtiden!”

Annonce

Skriv en kommentar

Send en e-mail til mig, når andre kommenterer dette indlæg

Horisont Gruppen a/s    Horisont Gruppen a/s | © 2010 | Center Boulevard 5 | 2300 København S
info@horisontgruppen.dk | Tlf 32473230 | Fax 32473239 | Alle artikler er beskyttet af ophavsret - læs mere her