Formland i en positiv ånd
DRIFT OG LEDELSE. God købelyst og en trang til nye produkter kendetegnede Formlandmessen denne gang, og selv om der var en lille tilbagegang i antallet af besøgende, var messearrangørerne tilfredse.
Af Pia Finne
Send til en ven | Kommentér | Print | Tilbage
Butikkernes lagre er ved at være tømte, julehandlen gik bedre end forventet hos de fleste, og forbrugerne efterspørger nye produkter. Det skaber alt andet end lige positivitet. Netop det vi mangler.
Ja, der var færre besøgende på Formland denne gang. 5,7 pct. – eller 972 personer - færre. Der er lukket nogle butikker. Det betyder selvfølgelig noget på besøgstallet, og så var tendensen, at butikkerne generelt kom på messen med færre medarbejdere end normalt.
Og direktør i MCH, Lars Jespersen ser da også en tendens til, at det er de udenlandske besøgende, der er blevet væk.
”Indkøberne vælger generelt deres messer med stor omhu, og typisk har de denne gang valgt deres nationale messer frem for at bruge penge på at rejse til udlandet” forklarer han.
Alligevel havde udstillerne I løbet af de fire travle messedage i Herning besøg af 14.887 indkøbere fordelt på 5.187 forretninger fra 34 lande.
Og selv om det er lidt færre end normalt, er arrangørerne tilfredse.
”Besøgstallet er som forventet, og derfor er vi godt tilfredse med slutresultatet. På grund af markedssituationen var vi forberedt på færre gæster”, fortæller Lars Jespersen, direktør i MCH:
”Det generelle indtryk hos såvel udstillere som besøgende er, at Formland Spring 2010 har været en god messe med fin købelyst. Således er masser af forårsfriske Formland-nyheder om kort tid på vej ud til butikker i hele verden.
Masser af spændende tendenser
En god indikation af, at danskerne ikke gider mere krise er, at der denne gang var mange spændende nyheder. Hvor udstillerne i august holdt lidt igen med sprællet, var der denne gang masser af liv og nye tendenser.
Formlands trendtema blev udstillet flere steder på messen. Blandt andet i Hal D, hvor Eckmann Alive stod for området Trend Club.
Inspirationen på trendområdet var mursten, der er en af tidens store inspirationskilder for designere, arkitekter og kunstnere verden over.
”På Formland-messen i august viskede vi tavlen ren og tog hul på en ny begyndelse med temaet Pure. Nu bygger vi op igen – brick by brick. Vi er trætte af luftkasteller. Nu skal vi i gang med at bygge et nyt fundament med tyngde og gods”, fortæller trendforsker Anette Eckmann.
Der var også en særlig Club-følelse på New Note-området, hvor banebrydende design-virksomheder fra Skandinavien udstillede side om side. Der var fuldt hus med 40 udstillere, der viste nogle af tidens mest toneangivende produkter frem. Udstillerne er specielt udvalgt af hallens kurator, trendforsker Mads Arlien-Søborg.
”New Note er først og fremmest en ”Club” for mennesker med smag for design. Denne gang havde jeg valgt at tematisere den blå farve, som den kommer til udtryk i havet, på himlen, ved stranden, på havnen og på fiskerbåde. De naturlige nuancer af blå, som kendetegner den skandinaviske natur og kultur”, udtaler Mads Arlien-Søborg om New Note, der bærer undertitlen ”Blue Marine Club”.
Formlandfarver
Ligeledes på trendsiden lyder Formlands bud på farverne til den kommende sæson på nuancer, der bevæger sig fra det kliniske, lette og luftigt udtryk, over i en ny farveskala hvor falmede og forvaskede farvetoner dominerer.
Formlands nye tema CLUB til forår/sommer 2010 lægger op til en ny epoke. Vi bevæger os ind i en periode, præget af fornuft og rationelle beslutninger.
CLUB temaets farveskala er opbygget med den røde solide teglsten som inspirationskilde. Stenens brændte udtryk og varme farver signalerer tryghed, jordforbindelse og soliditet.
Fælles for jordfarver er, at de er afdæmpede i deres udtryk. Brune nuancer sender signaler om tyngde og stabilitet samt tryghed.
Jorden flytter sig ikke.
CLUB farveskalaen er centreret omkring mættede mellemfarver, som spænder fra de helt lyse nuancer over i det helt mørke. Jord, terracotta, ler, tegl, mursten, rustent jern, limfarver. Vi har også hentet inspiration i planteverdenens mættede grønne farver, mos, bregner, tang. Tænk på naturen i tåge eller på falmende og solblegede tekstiler.
Formland Design Award
Det er innovativt, bæredygtigt og nu også prisvinder inden for design. EGO fra Århus blev belønnet med Formland Design Award – Spring 2010 for ny tekstilkollektion til bl.a. køkkenbrug, ”EGO MAGNETficent”. Kollektionen er skabt af de bambus-fibre, der hidtil har været overskudsmateriale i virksomhedens designproduktion.
”Det er lækkert og gennemført design med en flot finish. Farvevalget er diskret og sikkert med et twist af elegance. Kollektionen er bæredygtig og er blevet til af et restprodukt. Den indsyede magnet gør, at tekstilerne kan hænge et utal af steder, og samtidig er funktionaliteten i top. EGO MAGNETficent opfylder til fulde sit formål og er en værdig vinder af Formland Design Award – Spring 2010.
Sådan lyder priskomitéens motivation af vinderen, der blev offentliggjort til åbningen af Skandinaviens førende design- og interiørmesse, Formland, i MCH Messecenter Herning. Den skandinaviske designpris blev overrakt af formand for Danske Designere, Pernille Grønbech. Sammen med prisen fulgte et markedsføringsbidrag på 100.000 kroner og en statuette.
Vinderproduktet er designet af VE2 fra Århus. Kollektionen består af viskestykke, grydelap, ovnhandske og forklæde. Der er indsyet en fæstnet magnet, som kan hænge på alle metal-overflader. Derved er alle tekstiler stropløse. Farveskalaen er sand, kaki og mocca, og den vejledende udsalgspris går fra DKK 99 til 299.
Men der var yderligere to meget spændende produkter nominerede til Formland Prisen Spring 2010, nemlig Menus karaffel, der hurtigt og nemt ilter vinen og en ny serie skulpturelle skåle fra Stelton.
Menu
Det kan tage sin tid at ilte rødvinen korrekt. Det har Menu gjort noget ved med den nye Wine Breather Carafe, der klarer iltningen på under to minutter.
”At ilte vin bliver til en oplevelse med karaflen fra Menu A/S. Der er tale om et flot, skandinavisk formsprog, som både er hygiejnisk og praktisk tænkt. Man kan ilte og servere vinen på karaflen eller hælde den tilbage i den originale flaske igen i løbet af få minutter. Samtidig er prisen god”, lyder det i nomineringen fra priskomitéen.
Det er designfirmaet Norm med Jonas Bjerre-Poulsen og Kasper Rønn, der står bag designet af Winebreather Carafe. Peter Ørsig har skabt idéen, hvor vinflasken sættes på munden af karaflen og vendes. I løbet af kort tid er vinen iltet i karaflen, hvorefter de dyre dråber kan serveres direkte eller hældes tilbage på flasken. Den vejledende udsalgspris er kr. 349,95.
Stelton
Steltons skulpturelle skåle er skabt den japanske designer Hiromichi Konno. Serien består af en stor serveringsskål og fire mindre portionsskåle, som kan anvendes til både kolde og varme retter.
”Skålene har en speciel form, der især fungerer godt i den store serveringsskål. Det er en fortolkning af et gammelt formsprog, hvor den kantede form spiller med lyset og omgivelserne. Prisen er god, og det er en oplagt gaveidé. Designeren har valgt fem af trendfarverne for 2010”, lyder det i nomineringen fra priskomitéen.
Skålene er lavet i melamin og kan stables. Den vejledende udsalgspris er kr. 349,- for fem skåle eller kr. 249,- for de fire små skåle.
