INTERIØR- OG BRUGSKUNSTBRANCHEN

Dato:
www.designbase.dk/gaveartikler

Den bringer smilet frem - også i udlandet

GAVEARTIKLER. Det er ikke kun i Danmark, den skønne lille hoptimist bringer smil på folks læber. Fra denne sæson har Hoptimisten for alvor satset på udlandet og med stor succes – på trods af krisen.

Af Pia Finne

Send til en ven | Kommentér | Print | Tilbage

Der er krise i verden. Og ikke mindst når der er krise, har verden brug for et smil. Det bibringer de små, hoppende optimister. Man kan simpelthen ikke lade være med lige at give den lille hoppende fyr et dask, og det er svært at lade være med at trække på smilebåndet, når den bevæger sig. Netop det enkle og glimtet i øjet er danskerne faldet for, og med denne sæson er udlandet kommet til. Faktisk er historien om Hoptimisten også en historie om en succes i en krisetid.

For med denne sæson har man satset på Tendence i Frankfurt og Formex i Stockholm, og man har fået bl.a. det store tyske varehus KaDeWe som ny kunde, i Frankrig elsker man de små hoptimister, og Museum of Contemporary Art i Chicago har valgt at tage hoptimisterne ind i deres sortiment.

”Så vi er meget glade og tilfredse med den udvikling, der sker i virksomheden”, lyder det fra Bo Steffensen, der i dag producerer, videreudvikler og sælger hoptimisterne, der blev ”født” i 1968, da møbeldesigner Hans Gustav Ehrenreich skabte de små glade, hoppende optimister – og han fik sat en i gang en bølge.

I dag rummer kollektionen dels de klassiske, velkendte samt nye udgaver af hoptimisterne skabt af Lotte Steffensen, der designudvikler Hoptimisterne og sikrer, at man hele tiden produktudvikler i Gustav Ehrenreich ånd.

Hoptimist startede op i 2008, og i 2009 leverede man de første hoptimister ud - midt i krisen.

”Men folk synes rent faktisk, at tiden var moden til retro, og at det samtidig er en optimist, der hopper, var og er i særdeleshed det, som folk gerne vil have: Et positivt syn på tingene midt i en krisetid”, fortæller Bo Steffensen.

Og han ser samme reaktion overalt, hvor den lille Hoptimist gør sit indtog: Folk bliver glade, når de ser dem.

”Ind imellem er der nogen, der spørger, hvad kan de? Og samtidig smiler de over hele hovedet – så kan jeg jo kun svare: Hvad er prisen på et smil?

Dansk design

Hoptimisterne er i fint selskab med de øvrige danske designikoner fra Kay Bojesens abe til PH-lampen. Og Hoptimisten er stadig dansk produceret.

”Det falder også i god jord i det øvrige Europa”, lyder det fra Bo Steffensen.

I dag er Hoptimist landsdækkende i Danmark, og den lille glade optimist findes i såvel trendbutikker som design- og interiørbutikker og isenkræmmere. Og netop derfor mener Bo Steffensen også tiden er inde til at satse på udlandet.

Indtil videre er man startet op i Tyskland, Frankrig og Sverige med stor succes – også selv om man i f.eks. Frankrig ikke kendte til Hoptimisten forud.

Faktisk fortæller Bo Steffensen har det slet ikke været afgørende, at folk husker Hoptimisten fra 60erne og 70erne.

”De synes, figurerne er søde, og de kan godt lide de hoppende optimister”. Også i Danmark har man fået godt fat i alle aldersgrupper også de unge og børnene, der ganske naturligt ikke har kendt Hoptimisten før.

”At trække på smilebåndet er bare noget, man har behov for. Det er ikke sjovt at læse aviser, og der er en generelt nedtrykt stemning overalt. Derfor er der også en del firmaer, der bruger Hoptimisten i forhold til deres medarbejdere som et symbol på, at nu tror vi på, at det går fremad”.

Det interessante udland

”Tendence i Frankfurt var rigtig interessant for os”, fortæller Bo Steffensen, og syv ud af 10 af de besøgende på standen kendte allerede Hoptimisten.

Og han forventer sig meget af samarbejdet med KaDeWe, der er en del af Karstadt kæden i Tyskland.

”Går det godt, vil salget brede sig”.

Også Museum of Contemporary Art i Chicago er et spændende samarbejde, men Bo Steffensen fortæller dog, at man primært vil satse på salg i Europa i første omgang.

”Dog siger vi selvfølgelig ikke nej til kunder fra andre dele af verden”.

Og man hviler bestemt heller ikke på laurbærrene. Der produktudvikles løbende. Dels med nye udgaver af Hoptimisten, og dels med nye produktgrupper, som f.eks. sengetøj og kopper med videre, som i øvrigt præsenteres i foråret med den glade Hoptimist.

”Men vi passer på ikke at drive rov på figurerne. De skal indgå i sammenhænge, hvor det er naturligt”, er holdningen.

Når det gælder figurerne, har man haft stor succes med bl.a. roliganen, der både bruges til fødselsdage og fodboldkampe og studenterhoptimisten samt Hoptimisten i en lidt mere eksklusiv og lidt dyrere træudgave.

Men på trods af de mange nye hoptimister, ligger salget for 85 pcts vedkommende på de klassiske udgaver, der løbende lanceres i nye trendfarver sideløbende med retrofarverne som gul og orange.

”Folk vil have farver på deres Hoptimist. Vi troede sort og hvid ville være en succes til den enkle, skandinaviske livsstil, men det er farverne, kunderne vælger; rød, lilla, lime, turkis og pink samt orange og gul”, fortæller Bo Steffensen.

Og han slutter af med at tilføje, at netop fordi man producerer i Danmark, er fleksibiliteten høj.

”Så ser vi pludselig, at en farve rykker i boligindretningen, så kan vi hurtigt være med, ligesom butikkerne ikke behøver ligge med alt for store lagre. Vi kan levere hurtigt. Det er en af styrkerne i vores koncept”.

Annonce

Skriv en kommentar

Send en e-mail til mig, når andre kommenterer dette indlæg

Horisont Gruppen a/s    Horisont Gruppen a/s | © 2012 | Center Boulevard 5 | 2300 København S
info@horisontgruppen.dk | Tlf 32473230 | Fax 32473239 | Alle artikler er beskyttet af ophavsret - læs mere her