Kähler opruster med to nye marketingprofiler
I takt med større fokus internationalt såvel som digitalt har keramikvirksomheden Kähler ansat to nye strategiske profiler, der fra 1. maj skal være med til at implementere en ambitiøs treårsplan.
Om nyansættelserne udtaler CEO hos Kähler Design, Jesper Holst Schmidt:
"Vi har gennem længere tid arbejdet på en gennemgribende og ambitiøs tre-årsplan, der skal løfte Kähler op på et endnu højere niveau brandmæssigt men også digitalt.
Jeg er derfor glad for at kunne præsentere to så stærke profiler på posterne som Head of Marketing & E-commerce og E-commerce-manager, og jeg glæder mig meget til, at både Anders og Martin folder deres kompetencer ud i Kähler-regi, hvor de sammen med den øvrige marketingafdeling skal implementere den plan, vi i ledelsen netop har præsenteret for hele virksomheden."
Anders Øllgaard, 36, er ansat som Kählers nye Head of Marketing & E-Commerce. Anders er vendt tilbage til Danmark efter fem år i Schweiz, hvor han kommer fra stillingen som Head of Communications, EMEA hos 'The North Face'. I hans nye rolle skal Anders lede Kählers marketingafdeling og være med til at sikre en fortsat positiv udvikling af brandet på eksisterende markeder, samt opbygge en stærk position internationalt. Tidligere har Anders været ansat hos Carlsberg som bl.a. Brand Manager for Export & License.
Martin Halling Ørby, 37, er tiltrådt en helt ny stilling som E-Commerce Manager med ansvar for den digitale strategi. Martin kommer fra en stilling som indkøbsdirektør hos Stylepit, hvor han gennem mere end syv år var med til at opbygge den danske webshops indkøbsstrategi og stærke position i markedet. Tidligere har Martin været ansat i Magasin du Nords indkøbsafdeling.