Salling lyser Aarhus og Aalborg op med digital facade

Stormagasinet Salling manifesterer sin rolle i bylivet ved at præsentere en ny, dynamisk lysfacade til stormagasinerne i Aarhus og Aalborg. Facaden vil som et lysende kunstværk afspejle både oplevelser inde i stormagasinerne og udenfor i kulturlivet.

Lysfacaden på Salling i Aarhus..

Et dynamisk lyskunstværk har overtaget facaden på Sallings stormagasiner i Aarhus og Aalborg. Facaden består af permanente LED-lys, der lyser op i vinterens mørke.

Ifølge Marianne Bedsted, direktør i Salling, har Salling i lang tid været en markant del af bylivet i Aarhus og Aalborg, og facaden har altid spillet en helt særlig rolle.

Læs også: Salling i Aahurs bygger nyt byrum

”Vores grundlæggere Ferdinand og Herman Salling var meget bevidste om netop facadens betydning og begge havde ideer om, at den blandt andet skulle skifte farve med årstiden. Det var ikke muligt dengang, men nu realiserer vi deres drøm. Som stormagasin vil vi gerne give folk oplevelser i hverdagen, og den nye lysfacade vil afspejle både aktiviteter inde i vores stormagasiner og udenfor i byen. Vi kommer derfor til at arbejde tæt sammen med byens kulturliv, der også får glæde af den nye lysfacade”, siger hun.

Den første store anledning bliver åbningen af kulturåret i slutningen af januar, hvor Aarhus 2017 får lov til at benytte lysfacaden.

En lysfacade, der dækker over 1.000 kvadratmeter
Facaden er lavet i samarbejde med designvirksomheden Kollision og lysfabrikanten Martin Professionel. Lysfacaden er opbygget af energieffektive LED-lys, som gør det muligt at bruge lys i alle farver.

Facaden i Aarhus har mere end 46 tusind pixels fordelt på et areal, der er mere end 1.000 kvadratmeter, mens facaden i Aalborg har 26 tusind pixels fordelt på over 330 kvadratmeter. Softwaren bag er udviklet, så der både kan være forskellige abstrakte mønstre, animationer og simple videoer på facaden.

Læs også: Stormagasinet Salling får ny boligafdeling

”Vi har ønsket at lave en foranderlig facade, så de forbipasserende oplever et varierende indhold i løbet af dagen. Om morgenen er tempoet roligt, mens hastigheden vil blive sat op i løbet af eftermiddagen og aftenen. Om natten bliver tempoet skruet ned til en ’hvilepuls’, som er tilpasset døgnets tempo. Det bagvedliggende system gør det muligt at kommunikere på forskellige måder. Indholdet kan være tilpasset årstiderne, tage udgangspunkt i aktiviteter i både Salling og i byen eller markere forskellige mærkedage som fx Valentines Day”, siger Rune Nielsen, partner i Kollision.

Facaden blev indviet den 12. januar, hvor forbipasserende ved hjælp af deres smartphones kunne få adgang til at tegne med lys på facaden.

Relateret indhold

27.03.2024Designbase.dk

Det er OK at markedsføre ”PFAS-fri” og ”ikke tilsat PFAS”

27.03.2024Designbase.dk

Ambiente 2024: De bedste gaver er bæredygtige

25.03.2024Designbase.dk

Virksomheders viden om materialer skal boostes

22.03.2024Kop & Kande

Sponseret

Kop & Kandes årsresultat 2023

22.03.2024Designbase.dk

Skal jeg holde lukket på forårets helligdage?

21.03.2024Designbase.dk

Hübsch har deltaget i et kartel

21.03.2024Designbase.dk

Bolia får nyt logo

21.03.2024Designbase.dk

For få søger ind på erhvervsuddannelser

Jobmarked

Se alle

Hold dig opdateret med designbase.dk

Bliv en del af design- og interiørbranchens eksklusive fællesskab. Få indsigt i de nyeste produkter, trends og tendenser, spændende interviews, temaer, unikke jobtilbud og spændende events.

Se flere temaer

Events

Se alle

Copyright 2023