Tre dage med design i København

3 Days of Design afsluttede med stor succes. 80 virksomheder og designinstitutioner var involveret, og som en del af møbelfaghandlen er der masser af inspiration og spændende nyt at hente – på rigtig mange fronter.

København viste sig fra sin allerbedste side, da 3 Days of Design onsdag, torsdag og fredag i starten af juni satte sit præg på byen. Overalt summede det af events, designtalks og iscenesatte showrooms, så planlægger man som møbeldetailhandler en inspirationstur til København, er det helt oplagt at ramme netop 3 Days of Design. Man bliver i hvert fald fyldt helt op på inspirationsfronten.

Erik Jørgensen og Montana slog for første gang dørene op til deres nye fælleshus i Bredgade, Menu åbnede også sit nye, meget cool kombinerede showroom, butik og café i det nye område i Københavns Nordhavn, den schweiziske ambassade holdt ”Open Embassy”. Alle kunne besøge ambassaden i Hellerup, hvor designeren Alfredo Häberli havde kurateret en super spændende udstilling af schweizisk design fra briller til Verner Panton møbler, nye unge designere viste, hvad de kunne, og veletablerede brands som Laufen udstillede. 

I Frederiksgade 1 deler flere brands og mindre designvirksomheder adresse, og også dem kunne man besøge, ligesom det spændende Design Werck på Holmen selvfølgelig holdt åbent, så man også her kunne hente inspiration.

Til forskel fra en fagmesse, foregår 3 Days of Design rundt omkring i København; i showrooms, hos designerne og arkitekterne og på spændende lokationer, der er opbygget til formålet, på designmuseer og designcentre. Alle er velkomne – både fagfolk og andre designinteresserede – og man behøver ikke lave aftaler. Man møder bare op eller endnu bedre: Lader sig fragte rundt af de busser, som 3 Days of Design stiller gratis til rådighed.

Netop fordi eventen er så anderledes har 3 Days of Design markeret sig som Danmarks toneangivende designevent, og det er en begivenhed, der allerede har fået den internationale presse og ikke mindst de designinteresseredes bevågenhed.

”Første gang 3 Days of Design blev afholdt var i 2014, og siden er festivalen vokset støt. Denne gang deltog ikke færre end 80 danske designvirksomheder, der gav de besøgende et indblik i de kreative processer, og de nyeste tendenser”, fortæller Signe Byrdal Terenziani, der er direktør for 3 Days of Design.

DUX

Hos DUX præsenterede man en helt ny møbelkollektion designet af de internationalt anerkendte arkitekter, svenske Claesson Koivisto Rune, og tog dermed et seriøst og stort nyt skridt ind på den moderne møbelscene. Med rødderne i DUXs stolte håndværkstraditioner har formgivertrioen designet en række nytænkende møbler til alle boligens rum. 

Claesson Koivisto Runes møbelkollektion for DUX består af en sengegavl, et modulært sofasystem, en loungestol, en serie mindre sofaborde i metal, samt en serie opbevaringsmøbler. Møblerne er tiltænkt såvel det private hjem som det offentlige rum. Fælles for de 5 designs er kombinationen mellem det stramme lineære og det organisk skulpturelle udtryk og på den måde kan de enkelte elementer komplementere hinanden når de sættes i en sammenhæng.

Den schweiziske ambassade

På den schweiziske ambassade fortalte ambassadøren Benedikt Wechsler og designeren Alfredo Häberli, at man netop holder ”Open Embassy” i forbindelse med 3 Days of Design, fordi man gerne vil vise danskerne, at man har godt design i Schweiz.

”Dansk design er mere traditionelt, hvor schweizisk design er mere ”crazy”, men der er rigtig mange lighedspunkter i forhold til det enkle og stilrene udtryk, der går igen”, lyder det fra Alfredo Häberli, der holder meget af Hans J. Wegners klassiske design, Finn Juhl nævner han også og ikke mindst Verner Pantons vilde design, og Benedikt Wechsler kalder det schweiziske design for mere industrielt og det danske for mere hyggeligt og varmt.

At designvirksomhederne i de to lande kan ”bruge” hinanden, er Benedikt Wechsler og Alfredo Häberli ikke i tvivl om, og de to har allerede fået meget positiv feedback på den åbne ambassade.

”For mig er design en del af livet, og bedre design betyder et bedre liv. Ganske enkelt gør design mig til et gladere menneske”, slutter Benedikt Wechsler.

Nye showrooms

Menu havde benyttet 3 Days of Design til at åbne sit helt nye kombinerede showroom, butik og café i det nye Nordhavns-kvarter. Og der var coolness for alle pengene. Lokalerne var rå og de dannede en perfekt ramme om de mange møbler og interiørelementer, der i dag udgør Menus kollektion.

Bjarne Hansen, der er direktør i Menu, er meget tilfreds med det nye domicil, og han er glad for, at kunne skabe et Menu-univers, hvor både branchens indkøbere og forbrugere kan se Menus nyeste møbler og designtilbehør til boligen. 

Erik Jørgensen og Montana, der begge i øvrigt var med til at etablere 3 Days of Design, brugte også dagene til at præsentere deres nye, fælles showroom på Bredgade i København.

I stueetagen holder Erik Jørgensen til, suppleret af Montanas reoler med videre, og på 1. salen har Montana opbygget et univers, hvor man kan opleve produkterne i badeværelset, på kontoret, i stuen med videre – suppleret af Erik Jørgensens møbler. Et perfekt og nyt samarbejde, der tjener til begges fordel, og til god inspiration for indkøbere såvel som forbrugere.

I det hele taget var der utroligt meget inspiration at hente under 3 Days of Design, så når eventet næste gang løber af stablen de første dage i juni, så er det bare med at komme afsted til hovedstaden. Det er rejsen værd!  

De deltog

De virksomheder, der denne gang deltog på 3 Days of Design var: &SHUFL, &tradition, Alias, anker & co, Asplund, Astep, Atelier September, Brdr. Krüger, by Lassen, Carl Hansen & Søn, Copenhagen Design Agency, Danish Architecture Centre, Danish Crafts & Design Association, DESALTO, DESIGN WERCK, Designmuseum Danmark, Dinesen, dk3, DUX, Embassy of Spain Economic and Commercial Office, Embassy of Sweden, Embassy of Switzerland, Enigma, Erik Jørgensen, Evaristti Studios, EXTREMIS, Fil Under Pop, FIORINI Trading, FLOS, Frama, Fredericia, Gebrüder Thonet Vienna, GETAMA, GRID, HAY, Helle Damkjær, Helle Flou, House of  Finn Juhl, IKON KØBENHAVN, Kinnarps, Knothouse, KONTEMPO, Kvadrat, Kvadrat Soft Cells, LE KLINT, LIVING DIVANI, Louis Poulsen, Louise Roe,  Materia Group, MENU, Mia Lagerman, Million, MOEBE, Mogens Hansen, Montana,  Montana Mobile, Muuto, Nordre Toldbod23, Nyt i bo, Overgaard & Dyrman, Paustian, PLEASE WAIT to be SEATED, PP Møbler, Reform, Republic of Fritz Hansen, Residence  of the Italian Ambassador, Rosendahl Design Group, Shapes on Stage, Sika-Design, Skagerak, Smaller Objects, studio x viaduct, Ultimate Impact, uno form, Vibeke Fonnesberg Schmidt, VOLA, Weaving Kiosk, YoyeFremtiden.

Relateret indhold

27.03.2024Designbase.dk

Det er OK at markedsføre ”PFAS-fri” og ”ikke tilsat PFAS”

27.03.2024Designbase.dk

Ambiente 2024: De bedste gaver er bæredygtige

25.03.2024Designbase.dk

Virksomheders viden om materialer skal boostes

22.03.2024Kop & Kande

Sponseret

Kop & Kandes årsresultat 2023

22.03.2024Designbase.dk

Skal jeg holde lukket på forårets helligdage?

21.03.2024Designbase.dk

Hübsch har deltaget i et kartel

21.03.2024Designbase.dk

Bolia får nyt logo

21.03.2024Designbase.dk

For få søger ind på erhvervsuddannelser

Jobmarked

Se alle

Hold dig opdateret med designbase.dk

Bliv en del af design- og interiørbranchens eksklusive fællesskab. Få indsigt i de nyeste produkter, trends og tendenser, spændende interviews, temaer, unikke jobtilbud og spændende events.

Se flere temaer

Events

Se alle

Copyright 2023