Formland stiller skarpt på bæredygtigt design
Formland Autumn 2019 hylder den bæredygtige tankegang i det nye område We Care, der giver et inspirerende indblik i miljørigtig produktion, zero waste-kultur og fremtidens bæredygtige designprodukter.
Kan design forenes med omtanke for kloden, klimaet og miljøet? Svaret er ja, og det stiller Formland skarpt på, når interiør- og designmessen til efteråret inviterer branchen inden for i det inspirerende område We Care. Udstillingen udfolder den bæredygtige tankegang og giver et helt særligt indblik i mulighederne inden for miljørigtig og ansvarlig produktion.
Besøgende kan således se frem til at få ny viden om naturmaterialer, zero waste-produktion og socialt ansvar, ligesom de kan opleve den spændende rejse, som et affaldsprodukt undergår, når det bliver genanvendt til et nyt formål med et nyt design. Udstillingen byder på et væld af smukke, bæredygtige designs fremstillet i genbrugsmaterialer, der alle giver store miljømæssige gevinster.
- Vi hylder design, men skal samtidig værne om vores klode og vores ressourcer, og derfor glæder vi os rigtig meget til at fremvise udstillingen We Care, der forener bæredygtighed og design. Via storytelling kan de besøgende få indblik i, hvordan og hvor meget man i virkeligheden kan udrette ved hjælp af den genanvendelige tankegang, og således blive klogere på, hvordan man kan skåne naturen, siger Formlands projektleder, Mai-Britt Risvig Flyvholm.
Bæredygtige designvarer uden kompromis
Blandt de danske interiør- og designvirksomheder, som har omlagt produktionen, er Lübech Living. I 2011 præsenterede livsstilsvirksomheden sine første blomsterpotter i genbrugspapir på Formland. I dag har Lübech Living skabt et univers af håndlavede designvarer, der er fremstillet under bæredygtige forhold og i genbrugs- og naturmaterialer som papir, plast, glas, træ og læder. Sortimentet tæller alt fra vaser og kurve til smykker, stager og stearinlys.
- Vi arbejder bevidst og målrettet med bæredygtighed både i forhold til materialevalg og i vores produktion - og altid uden at gå på kompromis med design og funktionalitet. Vi skaber tidløst, nordisk design med en meningsfuld historie og med et socialt og miljørigtigt formål, fortæller Susanne Lübech, ejer og designer hos Lübech Living.
Branchen har et ansvar
Susanne Lübech anerkender, at det bæredygtige fokus af og til kan besværliggøre og forlænge processerne, men det holder ikke Lübech Living tilbage. For branchen har et ansvar, og har man mulighed for at producere på en mere skånsom måde for miljøet, bør man gøre det, mener hun.
- Jo mere fokus der bliver sat på bæredygtighed i branchen, jo hurtigere sker udviklingen, og jo lettere bliver det. Derfor er vi også enormt glade for, at Formland etablerer We Care-området. Det viser, at Formland går foran som frontfigur i branchen, og mit håb er, at området kan være med til at synliggøre de mange bæredygtige alternativer og samtidig vise, at de ikke er uden for rækkevidde, siger Susanne Lübech.
We Care kan opleves i Hal E under hele Formland Autumn 2019, der finder sted i MCH Messecenter Herning fra 15.-18. august. Besøgende kan glæde sig til at gå på opdagelse blandt 450 udstillere, der står klar med det nyeste inden for alt fra interiør, botanik og keramik til lys, mode og madoplevelser, ligesom messen byder på stærke foredrag og inspirerende aktiviteter.