500+ kvm trendzone på Formland Autumn: Maison Ikigai
Udover 400+ spændende brands, der fremviser nyheder og klassikere til indkøbere samt andre professionelle aktører i branchen, er Formland et ekstraordinært oplevelsesunivers, hvor inspiration og vidensdeling er centrale elementer. Dette understreges af de populære og omfattende trendinstallationer, der præsenterer nye, unikke koncepter til hver messe, og derved også ny inspiration til indkøb, visual merchandising og forretningsmuligheder.
Til august er den populære trendzone i hal D, skabt i samarbejde med Studie Flyhelsted, bygget om til et japansk inspireret hjem på mere end 500 kvm.
Temaet er ’Maison Ikigai’, og du vil opleve rum fyldt med sirlige samlinger og kunstneriske penselstrøg. En fortolkning af livet der leves, og det der giver livet mening.
Fra baderummets sirlighed, med overflader af træ og flet, omsluttes du af de dybe toner fra naturen, som skaber ro og harmoni ligesom til en japansk ceremoni. Til stuens puls, som emmer af Tokyos gadekryds i et miks af kunst og retro formsprog i materialer af stål og glas. Farverne er som livet, der leves, kraftfulde og smukke.
MAISON IKIGAI forener sirlighed og kaos, emmer af kontraster og personlighed og afspejler det levede liv.
Ikigai er en japansk filosofi, og ordet er en sammensætning af Iki (at leve) og Gai, som betyder værdier, værd eller grund, ofte oversat til: grunden til at leve. Filosofien handler om at forene: Profession, Lidenskab, Mission og dit Kald, både som menneske og i det, vi omgiver os med. Det er ikke en statisk tilstand; vores Ikigai udvikler sig i takt med livet, og det der giver livet mening.