Godt design skal slå ud på mit aha-o-meter

Tom Rossau har designet lamper i 15 år. Han kalder sig selv for en vidensbank, når det handler om, hvordan man bruger træfinér, og så fortæller han, at han er ”mega analog”, når han udvikler designs. ”Det er det legende og det intuitive element, jeg elsker”, siger han.

Tom Rossau i sit showroom på Frederiksberg med den ikoniske TR5 i en ny indigoblå, der forener nutiden og datiden på fornemmeste vis..

“Jeg har en intuitiv tilgang til formgivning. Jeg er ikke uddannet designer, men jeg er nysgerrig af natur, jeg leger med materialerne og med de fysiske påvirkninger, og jeg fanges af den geometri, der opstår, når man anvender 2-dimensionelle materialer i 3-dimensionelle former”. Det fortæller Tom Rossau, der kan fejre sit 15-års jubilæum i 2020.

Bordlampen TR12 i birkefinér..

Han begyndte sin karriere i et 52 kvadratmeter stort butikslokale i Istedgade, hvor han først solgte læderjakker. Det udviklede sig til møbler og videre til lamper. Han blev fascineret af trækrydsfinéren, og han skabte TR4, TR5, TR6 samt TR7. Den vandt publikumsprisen på møbelmessen i Bella Center, og pludselig var virksomheden kørende. I dag mødes vi i Tom Rossaus 750 kvadratmeter showroom, butik og værksted på Frederiksberg Allé, og man må bare sige, at der er sket noget siden det lille lokale på Istedgade. Her kan man nyde de smukke lamper, og her får man en fornemmelse af den sjæl, der ligger bag.

Og Tom fortæller, at han løbende udvikler og nytænker. Dels nye designs og dels nytænkninger af tidligere designs, blandt andet eksperimenterer han med nye materialer som plast og papir, der giver de ikoniske lamper et nyt udtryk.

For at fejre sit 15-års jubilæum har Tom designet TR5, der vel nok er den allermest kendte af lamperne, i en smuk indigoblå nuance. ”Jeg synes, det er en fin måde at fejre jubilæet på; at forene et af mine første designs med den dybe, blå farve anno 2020”.

Tom fortæller, at han er ”mega analog”, når han udvikler designs, og at det sker i 1-1 prototyper. ”Det er det legende og det intuitive element, jeg elsker”, siger han. Men heldigvis har han tre designere i huset, der arbejder på computere, og som kan tegne detaljerne op i 3D.

Han ser mange af lamperne som fætre og kusiner til TR5. ”Lamperne vil altid være opbygget af lameller. Jeg holder meget af det formsprog, og når jeg tænker, at nu er jeg færdig med det, er der altid lige en ting mere, der skal afprøves. For jo mere man arbejder med finér, jo mere finder man ud af, hvad det kan – og så er der jo også lameller i andre materialer som plast og aluminiumsfolie, der har sit helt eget formsprog”.

TR37 i papir er en nyhed. Den findes som pendel, bordlampe, gulvlampe og væglampe..

Tom ser ikke sig selv designe andre møbler; borde eller stole. “Jeg tror, man skal være tro mod det, man gør bedst”, siger han, og der er ingen tvivl om, at han nørder med designet. ”Jeg er efterhånden blevet en vidensbank i forhold til, hvordan man bruger finér”, siger han med et smil.

Hvornår Toms designkarriere præcist begyndte, er svært at svare på. ”Jeg byggede Lego som dreng, i 90’erne skulle jeg på en motorcykeltur og designede et par læderbukser og en jakke, som jeg syede på farmors gamle symaskine. For 23 år siden åbnede jeg min første lille butik med læderjakker, og her skulle jeg jo bruge møbler og belysning, så det designede jeg også. Det begyndte kunderne så også at spørge på, og sådan startede det”.

Storytelling med lys
”Når man træder ind i et rum, hvor lyset passer, er man ikke i tvivl”, siger Tom, der holder af storytelling med lys.

Han vil gerne skabe lysskulpturer. Men i stedet for at skabe en skulptur og tilføje en lyskilde, vender han det på hovedet. Det handler først om lyset, dernæst om objektet eller skulpturen, der er interessant at se på, men som først bliver rigtig spændende, når der tilføres lux til rummet. Men begge dele er parametre, der indgår i ligningen.

Tom Rossau arbejder med belysning til såvel private boliger som til kontraktmarkedet, og han har kunder over hele kloden. Dog flest i Danmark og i det øvrige Europa.

Alle lamperne produceres på Frederiksberg i et værksted i tilknytning til butik og showroom, og Tom opholder sig gerne på værkstedet, hvor han kan udvikle og arbejde fysisk med produkterne. ”At vi producerer i Danmark betyder, at vi kan styre kvaliteten og designet, og leve op til de krav, vi stiller til os selv, til fulde”.

Så når folk taler om outsourcing, siger Tom pænt nej tak.

”Her har vi alt fra halvfabrikata til det færdige produkt. Vi har tre ansatte, der bygger, og der er tre ansatte i salg, backoffice og design”. Og han understreger, at det var den uforbeholdent rigtige beslutning at samle funktionerne under ét tag.


Mit aha-o-meter
Spørger man Tom, hvad han mener, godt design er, siger han, at han har et indbygget aha-o-meter. ”Hvis jeg støder på et design, en idé eller arkitektur, hvor jeg siger ‘wow’ eller ‘aha’, fungerer det for mig. Det kan være ting, der er åbenlyst smarte, lækre eller som rykker os”.

Han mener, udfordringen som designer er hele tiden at retfærdiggøre, hvorfor man designer en stol eller en lampe. ”Man er nødt til hele tiden at stille skarpt på, hvorfor lige præcis mit produkt gerne må være her”, siger han, og slår fast at han elsker det enkle – den super simple grundkerne. ”Simpelheden i et produkt, er det lækre og det, jeg forsøger at skabe med mine lamper”.

Lige nu har Tom Rossau syv nye lampedesigns under udvikling, og han fortæller, at hver idé genererer flere ideer som en knopskydning. Og også når det gælder hans egne ting, arbejder Toms aha-o-meter på højtryk.

”Når vi så er klar med et nyt design, spørger vi mennesker med holdninger”, fortæller han og siger videre, at han altid er klar på at arbejde med nye materialer. ”Jeg lader mig gerne inspirere af andre materialer, men de skal kunne løftes ind i belysning”.

Han mener også, at gentagelsen er en af grundene til, at et design holder. ”Og så er det jo en dyb tallerken, vi ikke behøver at opfinde”.

Tom Rossau har naturligvis sine egne favoritter blandt de mange designs.

TR7 med sin smukke form i plastlameller..

”TR4, 5 og 7 er nok mine favoritter, men det er svært, for TR16, der var en klassisk arkitektlampe i træ, som vi kun producerede 20-30 stk. af, er også en favorit, og det samme er TR37 og TR33”.

Og afslutningsvis falder samtalen på fremtiden: ”Jeg håber, jeg vil få tid til at skabe flere unika lamper, der ikke fungerer i en produktion – og at jeg får tid til at forfølge ideen om lysskulpturer”.

Relateret indhold

19.04.2024Designbase.dk

Virksomheder står alene med udfordrede lærlinge

19.04.2024Designbase.dk

Gratis klimarapportering er nu standard for store events i Bella Center

16.04.2024Lübech Living ApS

Sponseret

Den populære og unikke Ania vase

15.04.2024F&H Group A/S

Sponseret

Smukke lanterner med karakter fra Villa Collection Denmark

15.04.2024Designbase.dk

Keramisk popkultur

11.04.2024F&H Group A/S

Sponseret

Indret med naturlig charme og godt håndværk

10.04.2024F&H Group A/S

Sponseret

Alt til forårsfrokosten fra Södahl

10.04.2024Designbase.dk

Fire makrotrends for de kommende år

Hold dig opdateret med designbase.dk

Bliv en del af design- og interiørbranchens eksklusive fællesskab. Få indsigt i de nyeste produkter, trends og tendenser, spændende interviews, temaer, unikke jobtilbud og spændende events.

Se flere temaer

Events

Se alle

Copyright 2023