LIND DNA overfører sin succes med recycled læder til en helt ny møbelkollektion
Gedigne materialer som recycled læder, uld og nordeuropæisk stål er oversat af LIND DNA til en tidløst møbelkollektion, der kombinerer idéen om funktionalitet og æstetik.
De enkle linjer i den nye møbelkollektion fra LIND DNA er inspireret af den nordiske trend, og dog er kollektionen stadig multikulturel. Møblerne er kreative, og samtidig klassisk tidløse. Dermed rammer designet både det nordiske og internationale marked, som LIND DNA handler med.
Bag møbelkollektionen står Preben Lind, der har designet møblerne helt i tråd med LIND DNAs overordnede kerneværdier. Æstetisk funktionalitet og dansk produceret craftmanship med en bæredygtig ansvarlighed som bærende element.
”I designet har vi haft fokus på kombinationsmuligheder. Vi har sat recycled læder sammen med stål, og i nogle tilfælde også uld, aluminium og messing. Kombinationen af former, linjer og materialer har ført til netop det funktionelle designudtryk, som vi kan se, der er et marked for”, konstaterer Preben Lind, ”og vi har allerede fået det bekræftet i form af meget positiv respons”.
De nye møbler består af en bænk i forskellige størrelser, to konsol-borde samt to borde i forskellige størrelser. Møblerne er designet i sort, pulverlakeret stål med recycled læder, som fås i forskellige farver.
”Bænkene og bordene har en detalje til fælles. Et centreret, rundt smykke i aluminium eller messing, som fastholder den vendbare hynde til bænken. Hynden har recycled læder på den ene side og uld på den anden side, så man selv kan vende den. På bordene fastgør smykket det vendbare læder til bordpladen. Dette læder har forskellig farve på hver side, så man selv kan skifte bordpladens farve, som man ønsker. Alle møblerne er små nok til at stå hvor som helst - i entreen, ved siden af sengen, som sidebord til en sofa eller en stol – eller de kan stå alene som et design statement i sig selv”, slutter Preben Lind.