Magasin

designbase 02.2024

Designbase.dk

Det handler om business

Lige i øjeblikket er der mange nye regler, man som virksomhedsleder skal forholde sig til. Det handler om den nye bogføringslov, der rammer alle; detailhandlere og leverandører, og det handler om det udvidede producentsvar for emballage, der rammer branchens leverandører.

Det kan forekomme en anelse uoverskueligt. Derfor har vi set på, hvad der skal til for at leve op til fremtidens gældende regler på en let og forståelig måde.

Den nye bogføringslov handler ganske enkelt om, at hvor det tidligere var virksomhedsejerne, der havde ansvaret for virksomhedens it-data, er det ifølge den nye lovgivning virksomhedens it-udbyder, der har ansvaret for, at alle regnskabsdata er let tilgængelige for de relevante myndigheder.

Det vil sige, at hvor virksomheden eksempelvis tidligere havde sine bilag liggende på deres computer, dropbox eller i fysiske ringbind, der kun kunne tilgås af virksomheden selv, skal bilag og fakturaer fremadrettet ligge hos it-udbyderen. Samtidig er det et krav, at man både skal kunne sende og modtage e-fakturaer fra sit system og at man nemt kan flytte sit regnskab fra et økonomisystem til et andet. Det fortæller Admind om i en artikel.

VANAs direktør Marianne Roed Jacobsen forsøger at gøre Designbase’s læsere klogere på, hvem, hvordan og hvorfor, man som leverandør skal indberette sin emballage.

”Målet er, at virksomhederne dels skal bruge mindre emballage, at de tilpasser emballagens vægt og størrelse til det produkt, der skal sendes, og dels at man tænker mere miljøvenligt. At virksomhederne fremadrettet vil arbejde mere med materialesammensætningen, så der ikke bruges lim på labels, som ikke kan vaskes af, og så man tænker i emballage, der kan genbruges. Kan emballagen indgå i et cirkulært loop og genbruges flere gange, er det rigtig godt, eller hvis den kan recirkuleres og laves til nyt plast eller papir”, fortæller hun bl.a.

Den 1. juli 2025 bliver mere end 40.000 danske virksomheder nemlig omfattet af et udvidet producentansvar på deres emballage. Men allerede nu skal du i gang med at registrere dit forventede forbrug af emballage for resten af 2024. Fristen for registreringen er 31. august 2024.

Vi har også set på, hvordan kunstig intelligens kan bruges i detailhandlen, for det er ikke kun de store virksomheder, der kan have gavn af kunstig intelligens, Også i detailhandlen kan AI hjælpe og lette mange processer, bl.a. i forhold til medarbejderne. Det fortæller Jacob Dalhoff fra AI Rådgivning.

Han mener, detailhandlen som alle andre brancher, står over for en spændende men også udfordrende rejse mod digital transformation, og han fortæller, hvordan man som virksomhed kan navigere i dette nye landskab, og sikre at ens virksomhed ikke kun overlever, men at den trives i en tid, hvor AI bliver en afgørende faktor for succes.
 

Andre relevante filer

Hold dig opdateret med designbase.dk

Bliv en del af design- og interiørbranchens eksklusive fællesskab. Få indsigt i de nyeste produkter, trends og tendenser, spændende interviews, temaer, unikke jobtilbud og spændende events.

Copyright 2023