Kærligheden til glasset

Holmegaard kan i år fejre sit 190-års jubilæum. Siden 1825 har man udviklet og skabt glas i samarbejde med nogle af tidens fremmeste kunstnere. Det sker også i dag, hvor Holmegaard er nytænkende og innovativ, men med respekt for historien.

Klukflasken skabes i en jubilæumsudgave, der præsenteres i en limited edition på 1825 eksemplarer svarende til året for Holmegaards grundlæggelse og Per Lütkens ikoniske Provenceskål fylder 60 år i år, og den relanceres i en smuk ny røgbrun nuance. .

I år er det 190 år siden Lensgrevinde Henriette Danneskiold-Samsøe startede glasproduktion i Holmegaard tørvemose. Siden da har Holmegaard været drevet af innovation og samarbejde med nogle af Danmarks bedste designere, og ud over at være smukt og funktionelt har den verdensberømte glaskunst ramt tidsånden op igennem tiderne - og sådan er det stadig. Nyt og genfundet design mødes i en fin forening, der taler til både et ungt og et mere modent publikum.

”Holmegaard har i princippet tre ben”, fortæller salgs- og marketingdirektør Charlotte Fly Andersen, ”dels går vi på opdagelse i vores store arkiv og finder skønne ting, som vi vælger at sætte i produktion igen, dels udvikler vi line extensions på vores bedste serier, og sidst, men absolut ikke mindst, er vi innovative og samarbejder med nogle af tidens mest nyskabende designere”.

Alle tre ben er med til at tegne brandet; historien, det stabile og det nyskabende. Men det er klart den innovative og nyskabende del af Holmegaards design, der får ekstra meget opmærksomhed lige nu. Således har Holmegaard inden for de seneste måneder modtaget en række internationale design/innovations awards for den akustiske lydforstærker i glas, Urania, designet af Aric Snee.

”Det er dog også en stor gave at have 190 års kreativitet at trække på”, lyder det fra Charlotte Fly Andersen, og blandt de relanceringer, der ses dette efterår er netop Michael Bangs Palet serie i fantastiske farver, som han skabte til Holmegaard i 1969.

Nutid og datid mødes
Da Rosendahl Design Group købte Holmegaard brandet i 2008, donerede man det store glasarkiv til Næstved Museum, og dermed er den store glassamling bevaret for eftertiden.

I den forbindelse vil netop Næstved Museum (der nu er en del af Sydøstdanmarks museer) og Næstved kommune genskabe Holmegaards Glasværk i Fensmark med støtte fra Realdania.

Det gælder projekt Ny Holmegaard, og rammen skal sættes af en fusion imellem kunsthåndværk, industrihistorie og et moderne eksperimentarium. En fusion imellem fortid og nutid, hvor udsnit af de 35.000 glas, der udgør Holmegaards Glasprøvesamling, og som i øvrigt er blandt de mest komplette glassamlinger i verden, skal vises.

Projektet skal fortælle historien om Holmegaard glasset, om stedet og også om keramikken fra Kähler, der ligeledes vil blive udstillet, og dermed vil man skabe et dynamisk miljø med fokus på håndværk, kunsthåndværk og æstetik.

”Efter planen skal Det Ny Holmegaard stå klar i 2017, og vores tanke er klart, at vi vil bidrage så meget som muligt til projektet. Eksempelvis kan man forestille sig, at man vil kunne trække på vores designere, og vi kan have en glaspuster til at være på stedet”, lyder det fra Charlotte Fly Andersen, og hun slår fast, at Holmegaard ser meget frem til at samarbejde med Ny Holmegaard.

Hyldest til klukflasken

Jubilæet markeres med en hyldest til klukflasken, som gennem mange år har været synonym med Holmegaard glasdesign.

Klukflasken er et af de første produkter, Holmegaard satte i produktion og blev første gang produceret i 1840. I år relanceres flasken i forbindelse med Holmegaards 190-års jubilæum. Igennem tiderne har der været mange varianter af den populære flaske; flasken har været 2-kantet, 4-kantet, har haft fire luftsøjler, den har været lige og været skæv.

Jubilæumsudgaven af flasken er produceret med tre søjler, der giver klukflasken en smuk, symmetrisk midte og tilfører glasset en luftig og smuk optisk effekt. Jubilæumsflasken er desuden produceret i en røgbrun farve, der matcher det 21. århundredes foretrukne farvevalg og samtidig afspejler 1950’ernes retrostil.

Jubilæumsklukflasken kan kun produceres mundblæst, og det hædrer jo den stolte glasdesigntradition, som Holmegaard har været kendt for igennem alle år. Flasken sælges som limited edition og er skabt i præcis 1825 nummererede og graverede eksemplarer. Antallet afspejler det årstal, hvor Holmegaard blev etableret som Danmarks første reelle glasværk.

Klukflasken kan bruges til alle former for spiritus, der skal doseres i små, velskænkede mundfulde. De fleste bruger dog flasken til snaps.

Kluklyden, der ligger til grund for flaskens navn, opstår, når væsken skænkes af flasken og møder luften i de karakteristiske søjler, der skaber flaskens design og gør den unik. 

Tre historiske profiler
På Ny Holmegaard vil man naturligvis også fortælle Holmegaard Glasværks historie, som er historien om et par små glashytter i en tørvemose, der i løbet af 190 år bliver en del af en stor og moderne virksomhed.  

Blandt dem, der havde en finger med i spillet i forhold til at udvikle Holmegaard, har især tre personer påvirket såvel historien og designet, ligesom de har været med til at sætte rammen om Holmegaards DNA.

Den første var arkitekten Jacob E. Bang, som aldrig havde arbejdet med glas, før han blev ansat som kunstnerisk leder i 1928. Hans filosofi var, at hvis dansk kunsthåndværk ikke skulle ende på et museum, måtte det gøres tilgængeligt og praktisk. Glas var noget, man skulle bruge – ikke noget man skulle være bange for ville gå i stykker.

I 1942 overtog designer Per Lütken chefstolen. Ligesom Jacob E. Bang havde heller ikke han en baggrund inden for glas, men han mestrede sit håndværk. De næste 40 år designede han over 300 serier for Holmegaard, og hans banebrydende design påvirkede glaskunst i hele verden. Provenceskålen er blandt hans mest ikoniske produkter.

Jacob E. Bangs søn Michael Bang blev ansat i 1968, og han tog tidsånden med sig. Som ung i 60’erne tilførte han pangfarver og sjove former til glasset. Her stod han desuden for design af de mundblæste lamper i hvidt opalglas, som var glasværkets speciale.

Spørger man Charlotte Fly Andersen, hvad Holmegaards bedst sælgende produkt er i dag, svarer hun uden tøven: Maria Berntsens smukke glaslanterner, Design with Light.

”De har været med til at åbne helt nye markeder for os og har således nærmest bidraget til et turn around for Holmegaard”.

At Holmegaard kan fejre sit 190-års jubilæum på danske hænder, kan danskerne og ikke mindst branchen takke Rosendahl Design Group for. Holmegaard videreudvikles i fremtiden i samarbejde med unge, innovative såvel som kendte, veletablerede designere, der alle giver fremtidens glas deres eget udtryk i dyb respekt for historien.

Relateret indhold

05.03.2024Designbase.dk

Har du styr på forbrugernes fortrydelsesret?

05.03.2024Designbase.dk

Handelserhvervet har stor betydning for dansk økonomi

05.03.2024Designbase.dk

Handelserhvervet har stor betydning for dansk økonomi

04.03.2024Designbase.dk

Hold øje med den franske anti-waste lov

04.03.2024Designbase.dk

Iittala løfter sløret for nyt logo og skrifttype

01.03.2024Designbase.dk

Kontantforbudsgrænsen nedsættes til 15.000 kr. fra i dag

27.02.2024Designbase.dk

E-handelsanalysen 2023: Omsætningen i dansk e-handel vokser

26.02.2024Designbase.dk

Zalando fjerner vildledende bæredygtighedsikoner

Hold dig opdateret med designbase.dk

Bliv en del af design- og interiørbranchens eksklusive fællesskab. Få indsigt i de nyeste produkter, trends og tendenser, spændende interviews, temaer, unikke jobtilbud og spændende events.

Se flere temaer

Events

Se alle

Copyright 2023