Når fantasien får plads ved bordet

Der er noget særligt ved tingene fra barndommen. De kan være helt almindelige, når man ser på dem som voksen, men samtidig rumme en hel verden af minder. For Emilie Helmstedt er et af de minder knyttet til hendes farmors porcelæn.

”Min farmor dækkede altid så fint og omhyggeligt med et stel med små bier og blomster på. Jeg elskede, når hun kom ind med fadene med de små fortællinger på.”

Det er en erfaring, der har sat sig i hende – og som på en måde er vendt tilbage i arbejdet med Hammershøi Kids, den nye børneserie, hun har skabt i samarbejde med Kähler. For selv om udgangspunktet er et klassisk porcelænsstel, er ambitionen ikke blot at lave en mindre version til børn. Det handler om at give dem noget at se på, forestille sig og tale om.

”For børn skal have lov til at lege og skabe fortællinger i produkterne. Jeg synes, storytelling har en vigtig plads, og jeg håber, at børnene kan få deres egne historier ud af det.”

Det er en tilgang, der på mange måder ligger lige til højrebenet for Emilie Helmstedt. Hendes modeunivers er bygget op omkring håndmalede illustrationer, farver og fortællinger, hvor naturen igen og igen bliver afsæt for nye fantasiverdener. Men med Hammershøi Kids har hun måttet tænke sit design ind i et materiale, der adskiller sig markant fra det, hun normalt arbejder med.

Fra tekstil til porcelæn

Helmstedt er først og fremmest modedesigner. Hendes design bliver normalt til på tekstil, hvor mønstre kan bevæge sig med kroppen, og hvor materialet har en blødhed og fleksibilitet, som porcelæn naturligt nok ikke har.

Alligevel oplever hun flere fællestræk mellem de to verdener.

”Der er faktisk mange sammenfald. Jeg holder meget af detaljegraden, og jeg gør meget ud af at skabe tøj, som folk kan gå med i lang tid. Det vil jeg også gerne skabe her; et stel, som skaber fortællinger, og hvor både historierne og stellet kan gå i arv.”

Det er ikke tanken, at et børnestel nødvendigvis skal være noget, man vokser fra. Tværtimod har hun været optaget af balancen mellem at skabe noget, der taler til børn, og samtidig har en kvalitet og et udtryk, som gør, at de voksne også får lyst til at have det stående på bordet.

Det er måske også her, hendes blik som modedesigner bliver interessant. Hun kommer ikke fra en tradition, hvor funktionaliteten nødvendigvis står alene. Hun er vant til at tænke i helheder, detaljer, overflader og den fortælling, der opstår omkring et produkt. Og hun har taget den tilgang med sig ind i porcelænet.

”Jeg kan godt lide, når der er mange små detaljer, man kan opdage. Man må gerne bevæge stellet, mens man spiser. Dreje det og se, hvad der sker på den anden side. Hvem bor i svampen? Er det den lille flue, der er på vej et sted hen?”

Det er et lille, men vigtigt opgør med forestillingen om, at børneprodukter først og fremmest skal være enkle. Her bliver detaljerne netop en invitation til at dvæle lidt længere.

På børnenes præmisser

Tanken om måltidet som mere end blot det praktiske har været central i projektet.

For Emilie Helmstedt er bordet et sted, hvor relationer bliver skabt, og hvor samtaler opstår. Som mor er den tanke blevet endnu mere nærværende, men hun peger samtidig på noget, hun mener, voksne let kan glemme: børns måde at opleve verden på.

”Normalt når man sætter børn ved et bord, så gider de måske ikke spise, de larmer, og så videre. Her synes jeg, det er interessant at gøre det på børnenes præmisser. De kan lege, tænke og skabe historier., der kan føre til samtaler ved bordet.”

Det er også derfor, hun ikke ønsker at definere én bestemt fortælling omkring illustrationerne. De skal kunne udvikle sig fra barn til barn og fra familie til familie.

Det er en form for design, hvor brugeren ikke blot skal anvende produktet, men også være med til at fuldende det.

Naturen som fælles sprog

Emilie Helmstedts udgangspunkt har været hendes velkendte fascination af naturen. Hun arbejder intuitivt med det, hun ser omkring sig – blade, skyer, havet, planter og dyr – og hun lader motiverne udvikle sig til et univers, hvor virkeligheden og fantasien flyder sammen.

”Børnestellet udspringer af det, vi laver i Helmstedt. Jeg elsker at gå på opdagelse i naturen. Det handler om at overgive sig til den, og det har vi i den grad gjort her.”

På Hammershøi Kids bliver naturen ikke gengivet naturalistisk. Den bliver fortolket og gjort til en scene for små fortællinger. En frø kan ligge og sole sig, insekter bevæger sig rundt, og blomster og planter bliver en del af et større billedunivers.

Samtidig er det håndmalede udtryk vigtigt. Det er en del af Emilie Helmstedts egen designproces, hvor illustrationerne typisk begynder som artwork på papir, før de finder vej til tøjet. I samarbejdet med Kähler er processen den samme i sin grundidé, men destinationen er en anden.

Og netop dét har været en del af fascinationen: at se, hvad hendes streg gør, når den ikke længere ligger på et stykke stof, men på en hård porcelænsoverflade.

Minder, der bliver til nye minder

At hendes egen datter Blå også har været tæt på processen, har givet samarbejdet endnu en dimension. Hun er en vigtig inspirationskilde for Emilie generelt, men her har hendes umiddelbare reaktion været særlig interessant.

”Hun er en stor inspiration i alt, hvad jeg laver, men det har været virkelig fint at høre hendes reaktion på stellet – og vigtigt, for at det skulle føles ægte som et børnestel.”

For Emilie er det netop forbindelsen mellem generationer, der gør projektet interessant. Hendes egen farmors stel er blevet til et barndomsminde. Nu håber hun, at Hammershøi Kids kan være med til at skabe nye.

”Vi har alle sammen oplevelser og minder fra vores barndom. Nogle tager vi med ind i vores egen familie, og andre lægger sig som små lag i os. Jeg håber, at børnene kan få noget med sig herfra.”

Kähler har med Hammershøi Kids taget de velkendte former fra Hammershøi-stellet og tilpasset dem til små hænder. Koppen har to hanke, skålen en lavere kant, og tallerkenen en høj kant, så designet fungerer i en hverdag, hvor børnene selv skal kunne gribe, spise og udforske.

Men funktionaliteten er kun den ene del. Den anden ligger i oplevelsen.

For måske er det ikke så vigtigt, om barnet spiser lidt langsommere, fordi det er optaget af en frø i kanten af tallerkenen. Måske er det netop dér, designet begynder at gøre noget mere. At skabe et øjeblik. En samtale. En lille fortælling. Og måske et nyt barndomsminde.