F&H er årets bedste praktikplads
Et nøje tilrettelagt forløb, en god kemi og en vild udvikling sikrer F&H of Scandinavia prisen som bedste praktikophold 2020 på Erhvervsakademi Dania sammen med logistikøkonomen Dennis Mortensen.
Hvert år er 700 studerende fra Erhvervsakademi Dania i praktik i virksomheder i hele verden som en del af deres videregående uddannelse. I en særlig konkurrence bliver det allerbedste praktikophold fundet, og det blev i år matchen mellem logistikøkonom-studerende Dennis Mortensen og F&H of Scandinavia. De løb sammen med præmien og titlen som Årets Dania-praktik 2020.
”Jeg har haft fingrene dybt nede i materien og har fået lov til at arbejde med tingene på min måde og har fået anerkendelse for det. Derfor var jeg slet ikke i tvivl om, at de skulle indstilles til prisen”, siger Dennis Mortensen efter nyheden blev afsløret for ham og hans praktikansvarlige, F&Hs logistikdirektør Ruddi Vestergaard Nielsen, der ligeledes er glad for prisen.
”En praktikant som Dennis, der tør sige noget og bidrager aktivt, giver et andet syn på tingene og tilfører et frisk pust af viden. Den tid, vi investerer i praktikanter, får vi mange gange igen, og derfor betyder prisen rigtig meget”, siger Ruddi Vestergaard Nielsen.
Udvikler ny lagerstyring
Dennis Mortensens praktik startede tilbage i januar, hvor han først kom på lageret og oplevede, hvordan de 10.000 varenumre og 41.000 pallepladser på 33.000 kvadratmeter fungerer i praksis. Langsomt er han rykket ind på kontoret sammen med Ruddi Vestergaard Nielsen.
”I fremtiden skal vi ikke kun have varer til virksomheder i store partier, men også levere direkte til private kunder. Det giver en øget kompleksitet og flere små forsendelser, hvilket stiller store og andre krav til vores logistik. Det hjælper Dennis os med at udvikle”, forklarer Ruddi Vestergaard Nielsen, og fortsætter:
”Jeg har den holdning, at man skal give det videre til andre, man selv ved, og det gør vi ved at have praktikanter. De stiller spørgsmål til det, vi gør, og vi har brug for dem for at udvikle os. Ellers luller vi os selv i søvn og bliver overhalet i konkurrencen om udvikling”.
Årets Dania-praktik er en del af en landsdækkende konkurrence om at finde Danmarks bedste praktikplads, men grundet coronasituationen er finalen udsat til næste år.
- HCL