Nye anbefalinger skærper krav til grøn markedsføring
Forbrugerombudsmandens reviderede anbefalinger præciserer kravene til miljøudsagn, dokumentation, bæredygtighedsmærker og klimabudskaber efter ændringer i markedsføringsloven.
Foto: 123rf.com
Virksomheder i design- og interiørbranchen skal være ekstra præcise, når produkter, emballager, webshops og kampagner markedsføres med udsagn om klima, miljø og bæredygtighed. Forbrugerombudsmandens reviderede anbefalinger til miljømarkedsføring gælder fra 27. september 2026 og erstatter anbefalingerne fra oktober 2024.
Baggrunden er implementeringen af EU’s Empowering Consumers for the Green Transition-direktiv, ECGT, som har medført ændringer af markedsføringsloven. Blandt andet er lovens liste over markedsføringsformer, der altid betragtes som vildledende, udvidet med en række punkter om klima og miljø. Samtidig er flere former for markedsføring omfattet af markedsføringslovens § 5 om vildledende handlinger.
Vi anbefaler de virksomheder, der ønsker at markedsføre sig med grønne udsagn, at benytte så konkrete udsagn som muligt.
Forbrugerombudsmand Torben Jensen
'De reviderede anbefalinger præciserer blandt andet dokumentationskravet efter markedsføringslovens § 13, sanktioner ved overtrædelser samt reglerne for generiske klima- og miljøudsagn uden forklaring. Der er desuden opdateringer om udsagn om reducerede drivhusgasudledninger, bæredygtighedsmærker og fremtidige miljøpræstationer. Anbefalingerne indeholder fortsat eksempler på markedsføring, som Forbrugerombudsmanden vurderer som henholdsvis lovlig og ulovlig.
Reglerne gælder også produkter og emballager, der er produceret før 27. september 2026. Det er derfor ikke alene nye produktlanceringer, virksomheder bør forholde sig til; eksisterende varer og emballager på markedet kan også være omfattet.
For designbrands, producenter, detailhandlere og webshops gør anbefalingerne det relevant at gennemgå både produkttekster, emballager, mærker og øvrigt markedsføringsmateriale. Særligt brede grønne formuleringer kræver opmærksomhed, fordi Forbrugerombudsmanden anbefaler virksomheder at kommunikere så konkret som muligt.
Kilde: Forbrugerombudsmanden
