Skræddersyet glaskunst af Søren Le Schmidt
Grænserne for kreativitet og kunstnerisk udfoldelse er mere flydende end nogensinde og finder stadig nye udtryk og materialitet. Ikke mindst i 2025, hvor Holmegaard fejrer 200-års jubilæum i exceptionelt designsamarbejde med Danmarks førende couturier Soeren Le Schmidt.
Søren Le Schmidt med vasen i Holmegaards Silhouette jubilæumsserie. Foto: Holmegaard
Tro mod sit grafisk-skulpturelle DNA og med Holmegaards århundredlange knowhow som ledetråd udforsker og udfordrer Soeren Le Schmidt glassets potentiale, og har med Silhouette skabt tre glamourøse statementpieces, der oversætter modeskaberens arkitektoniske formsprog til spektakulær glaskunst.
Serien blev præsenteret forleden, da Holmegaard Design holdt sint 200-års jubilæum med en storslået fest i de ikoniske rammer på Holmegaards Glasværk, og hvor Søren Le Schmidt selv præsenterede den nye serie.
Silhouette-seriens Skål, Vase og Centerpiece er alle mundblæst i ultravoluminøse, organiske kurver med den dramatiske sorte kugle som fokalpunkt og ligesom i couturetraditionen er hvert enkelt værk unika og nummereret i 200 eksemplarer.
Seriens tre mundblæste dele. Foto: Holmegaard
Det mundblæste, det pressede, det skulpturelle, det funktionelle. At skabe glas er en af de mest effektive og æstetiske måder at røre alle menneskers hverdag – og Holmegaards verden af glas er i dag et levende stykke dansk kulturarv, som bliver ved med at fascinere fra det enkle brugsdesign til den enestående, håndgjorte glaskunst.
Samme berøringsflade genfindes i tekstilerne, der klæder os på til livet, og derfor synes det næsten forudbestemt, at to af Danmarks mest markante designpionerer, glasmageren Holmegaard og modeskaber Soeren Le Schmidt, nu mødes i et jubilæumssamarbejde, der leder Holmegaards historiske DNA i en helt ny retning.
Silhouette-serien er således en opvisning i 200 års glasekvilibrisme, men samtidig en trendsættende fashion-gone-glass fortælling, der omsætter Soeren Le Schmidts designprincipper fra taktile tekstiler til glødende glas i en proces, der både har været udfordrende og inspirerende.
”I mode bruger jeg skarpe snit, asymmetri og skulpturelle silhuetter til at forme kroppen. Med Silhouette-serien har jeg trukket de samme principper over i glasset. Foto: Holmegaard
”I mode bruger jeg skarpe snit, asymmetri og skulpturelle silhuetter til at forme kroppen. Med Silhouette-serien har jeg trukket de samme principper over i glasset; et levende materiale, der formes gennem varme og tyngdekraft. Silhouette er dermed en fusion af modeskrædderens detaljerede formsprog og glashåndværkets ældgamle teknikker – et sted, hvor kunst, design og håndværk smelter sammen til noget nyt og tidløst.” fortæller Søren Le Schmidt.
Visuel anatomi og tredimensionel drapering
Med sin baggrund i klassisk skrædderkunst og skaber af ikoniske øjeblikke på catwalken og den røde løber er Soeren Le Schmidt vant til at arbejde hele vejen rundt om kroppen. En 365 graders optik, som har givet ham en intuitiv forståelse for glassets fylde og væsen og i fællesskab med Holmegaards glaseksperter gjort det muligt at konstruere Silhouette seriens tre dele i en avanceret dialog mellem struktur og bevægelse.
Både skål, vase og centerpiece er født ud af kontrasten mellem stramme, geometriske linjer og bløde, næsten flydende kurver, der som en tredimensionel drapering skræddersyr glasset og får det til at fange og reflektere lyset i de monumentale silhuetter.
Glasconnaisseurs vil spotte referencer til ikoniske design som Selandia og Knoglevasen, men Silhouette er umiskendeligt sin egen og en inkarnation af Soeren Le Schmidts æstetiske univers. Foto: Holmegaard
Glasconnaisseurs vil spotte referencer til ikoniske design fra Holmegaard-arkivet som Selandia og Knoglevasen, men med sin visuelle anatomi og storladenhed er Silhouette umiskendelig sin egen og en inkarnation af Soeren Le Schmidts æstetiske univers. Ikke mindst i kraft af den sorte mundblæste kugle, som ikke blot er en iøjefaldende showstopper, men et kontrastfyldt statement, der med sin fuldkomne runding omgivet af organiske linjer manipulerer øjet og hylder tanken om det perfekt uperfekte, som er central i modeskaberens designanskuelse.
Endelig er det svært ikke at føre skrædder-referencerne videre til kollektionens centerpiece, som i konstruktionen vækker mindelser om en overdådig hat og gør det store centerpiece til et unikt, skulpturelt art piece. Centerpiecet er skabt, så det klare glas svæver frit omkring den grafiske kugle og iscenesætter glaskunstens grænseløse potentiale gennem to århundreder.
Foto: Holmegaard
Foto: Holmegaard
Søren Le Schmidt forklarer, mens glaspusterne arbejder med at skabe et centerpiece. Foto: Pia Finne
Silhouette vasen i opdækningen på bordet til jubilæumsaftenen. Bordet var desuden dækket med Tom Nybroes Notes glas, der ligeledes er Holmegaards 200 års jubilæumsglas. Foto: Holmegaard