Det kræver mod at bevare detailhandlen og bymidten

”Jeg kunne tænke mig, at 2026 var det år, en by i Danmark turde sige: Vi har ikke længere en gågade. Hele byen er åben for trafik alle ugens hverdage, og i weekenden kan man så etablere en gågade. Samtidig skal der etableres korttidsparkering overalt, så forbrugerne kan køre ned i bymidten, ordne det, de skal, og komme hjem igen uden de store problemer.”

Så kontant formulerer Nikolai Klausen, direktør i MERK, sin vision for fremtidens bymidte. En udmelding, der i dele af branchen vil blive opfattet som provokerende, for gågaden har i årtier været selve symbolet på et levende byliv.

Nikolai Klausens pointe er dog ikke et opgør med bylivet men med manglende realisme.

”Man er nødt til at kigge på, om det er nemt nok at komme ind i byen, og hvorfor der ikke er den trafik, der burde være i butikkerne i hverdagen – og så tage tyren ved hornene og lave det om,” siger han.

Forbrugsmønstret har ændret sig markant de seneste år. Hverdagsindkøbene er blevet mere effektive, mere planlagte og ofte kombineret med onlinehandel. Mange forbrugere ønsker ikke nødvendigvis at slentre; de vil parkere tæt på, klare deres ærinde og videre.

Især i de mindre byer mener han, at det kun kan gå for langsomt med at genoverveje de lukkede gågader. Hvis tilgængeligheden er for ringe, vælger kunderne nemmere alternativer – herunder storcentre, aflastningscentre og nethandel.

Færre – og større – butikker

Ser man på den overordnede udvikling i detailbranchen, er retningen ifølge Nikolai Klausen tydelig: Vi kommer til at se færre og flere større butikker. Samtidig vil flere konceptbutikker og kapitalkæder fylde mere i bybilledet.

”Det er lidt den gamle historie om, at de større bliver større,” siger han – og understreger, at det gælder både byer og detailkoncepter.

Konsekvensen kan blive smertefuld for mindre byer, hvor kundegrundlaget ganske enkelt ikke er stort nok til at understøtte specialbutikker. Når volumenerne koncentreres, bliver markedet hårdere.

Tre strukturelle udfordringer

Ifølge Klausen er der tre helt centrale udfordringer, som presser de selvstændige fysiske detailhandlere:
• Huslejeudviklingen
• Udviklingen i lønninger
• Avancestrukturen

”Man tjener simpelthen for lidt til at dække omkostningerne,” konstaterer han.

”I de mindre byer kan man håbe på, at huslejen tilpasser sig markedet. Men lønninger og avancer følger ikke nødvendigvis med ned. Og når marginerne allerede er små, bliver selv mindre forskydninger kritiske. Der er ingen tvivl om, at omkostningerne i dag er den største hurdle for mange butikker. Det gælder både etablerede forretninger og potentielle nye aktører.”

Kommunernes rolle

I MERK har man i årevis talt om udviklingen i bymidterne i samarbejde med Danske Handelsbyer, der under det seneste kommunalvalg formåede i højere grad end tidligere at sætte detailhandlens vilkår på den politiske dagsorden.

Men ifølge Nikolai Klausen har flere kommuner ikke set udviklingen i tide – eller slet ikke erkendt, at den var på vej.

”Måske er der blevet råbt ’ulven kommer’ for længe. Men nu er den her,” siger han.

Han peger på, at det ikke kun er de mindste byer, men også byer med op mod 40.000 indbyggere, der i dag oplever udfordringer – det så man ikke for få år siden. Udviklingen er gået hurtigt de seneste tre-fire år, og nogle kommuner er blevet taget lidt med bukserne nede.

”Men det er vanskeligt. For man kæmper ikke kun mod egne beslutninger – man kæmper mod markedsvilkår, og det anerkender vi,” lyder det.

En plan – og et fælles ansvar

Ifølge Nikolai Klausen kræver det en samlet plan for bymidten.

Kommunen skal definere, hvordan byen skal struktureres: Hvilke erhverv skal være repræsenteret ud over detail? Hvordan skal trafikken fungere? Hvordan sikres optimal tilgængelighed?

Udlejerne skal være aktive medspillere. Ikke blot udleje til den første og bedste, men arbejde strategisk med kommunen og cityforeningen: Hvad mangler byen? Hvad skal ligge på hvilke gader? Hvordan understøttes helheden?

Butiksejerne har også et ansvar. De skal skabe moderne, spændende butikker, der lever op til forbrugernes forventninger til service, visual merchandising og tilstedeværelse i byen. De skal have åbent, når kunderne er der, og de skal sørge for at være synlige og være en del af bylivet generelt.

”Se byen og området som ét samlet handelssted – ikke bare egen butik som verdens navle,” siger han. Samarbejde og fælles finansiering af byliv er nødvendigt.

Service frem for pris

De fysiske butikker kan ikke slå nettet på pris og udvalg. Det slag er tabt. Til gengæld kan de konkurrere på service og oplevelse.

”Forbrugerne er kræsne – også uden for København. Oplevelsesmæssigt er land og by ikke så forskellige,” mener Nikolai Klausen.

Han fremhæver, at der er en tendens til, at man i provinsen ofte taler sig selv ned i stedet for op, og med stor respekt for, hvor svært det er at drive butik i dag, efterlyser han mere mod.

”Gør man det samme i dag som i går, får man det samme resultat. Og i detailhandlen risikerer man i værste fald et dårligere resultat, hvis man ikke udvikler og tænker nyt.”

Dem, der overlever, bliver dem, der tør skabe spændende butikker og levere den gode service.

Finansieringen – branchens blinde plet

En væsentlig barriere for fornyelse er adgangen til kapital.

Ifølge Nikolai Klausen er detailhandlen blevet en branche, bankerne nødigt låner til. Unge iværksættere, der ønsker at åbne tøj-, sko-, designbutik eller andet, har meget svært ved at finansiere varelager og inventar – selv med dokumenteret omsætning.

”Bankerne ser åbenbart detailbranchen som en risikofaktor. De låner til det sikre,” siger han – og bemærker, at der samtidig investeres massivt i opstartsvirksomheder inden for AI og Digitalisering, selv om de kan give store tab.

Konsekvensen er, at generationsskiftet bremses. Er man tæt på pensionsalderen og har drevet butik i 35-40 år, kan det være fristende at lade stå til frem for at tage risikoen ved et større strategisk skifte.

Dermed bliver fornyelsen både strukturelt og finansielt vanskelig.

Gågaderne bliver kortere

Ser Nikolai Klausen fem til otte år frem, forventer han ”kortere gågader”, altså færre meter gågade, færre – men større – butikker og desværre en større udbredelse af aflastningscentre.

Det er ganske enkelt svært at drive moderne detailhandel i middelalderbyer med snævre gader, vanskelige lagerforhold og logistiske udfordringer. Moderne retail er strømlinet. Derfor mener han, at kommunerne skal have mere stamina. De skal turde sige, at butikkerne skal ligge i byen – og bakke det op med planlægning og prioritering.

Der findes lyspunkter

Billedet er ikke entydigt negativt. Nogle mindre byer formår at vende udviklingen. Brædstrup nævnes som eksempel på en by, der er ved at rettet op og flere turistbyer ved kysterne klarer sig godt og har forstået at gribe mulighederne.

Samtidig er tomgangen i de mest centrale strøg i København blevet reduceret. På Købmagergade er mange lokaler igen fyldt – om end primært med konceptbutikker og brandstores. På Strøget dominerer turisterne, mens de lokale i højere grad søger mod brokvartererne i jagten på oplevelser og det unikke.

Også her peger udviklingen på det samme: Oplevelse, identitet og relevans er afgørende.

En branche, der skal tale sig selv op

Detailhandlen står over for en kæmpe opgave med at tiltrække unge kræfter. Hvis branchen konstant beskrives som kriseramt og risikofyldt, bliver det sværere at få næste generation til at vælge den til.

Ifølge Nikolai Klausen handler det om at erkende realiteterne – men også om at handle på dem.

”Gågadens fremtid er måske ikke sort/hvid. Men hvis bymidterne skal overleve som handelscentre, kræver det mod til at udfordre vanetænkningen, vilje til samarbejde og en klar forståelse af, at fremtidens detailhandel ikke kan bygges på gårsdagens præmisser,” slutter han.